26.6.2026
En indledning til et rudimentært højskolemanifest - et essay.
Denne tekst er en intellektuel selvrefleksion, hvor Thue Kjærhus finder sin dybeste faglige og eksistentielle mening i den klassiske tyske universitetstradition fra før 1933.
Ved at bekende sig til tysk-jødiske tænkere som Adorno, Arendt og Benjamin, søger han tilbage til et tabt dannelsesideal præget af flerfaglighed og dyb åndsvidenskabelig tænkning.
Dette historiske ideal står i skarp kontrast til det nuværende danske universitetsmiljø, som han kritiserer for at være "forstenet" siden midten af 1980'erne og dertil formet af den moderne amerikanske universitetskultur.
Forfatteren overfører denne åndelige ballast til sin rolle som værdikonservativ tænker. Herfra retter han en skarp kritik mod den moderne nationalkonservatisme, som han mener reducerer dansk identitet til et mekanisk kontrolkatalog, og mod liberalismen, som han finder for skematisk og aksiomatisk.
I stedet finder han politisk og menneskeligt fodfæste i det bredere, idéhistoriske miljø omkring Hans-Jørgen Schanz. Han befinder sig mental bedst tilpas hvor socialdemokrater, venstrefolk og lærde marxister og idehistoriker mødes.
Det klassiske tyske dannelses ideal bliver således fundamentet for at kunne navigere i – og ligesom Walt Whitman acceptere – et liv fuldt af komplekse modsigelser.
Essayet fungerer således som et dannelsesteoretisk kampskrift og et forsvar for Rønshoved Højskoles værdigrundlag i direkte opposition til den moderne tidsånd.
Kjærhus beskriver det senmoderne som et aksiomatisk, moralsk kontrolsamfund. Han hylder i stedet det komplekse menneske og den u-samtidige livsform. Ved at bygge på tysk-jødisk tænkning fra blandt andre Walter Benjamin og Hannah Arendt, advokerer han for en ritualiseret højskolekultur, der prioriterer erfaring og indre modsigelser frem for lineær, postmoderne relativisme. Du kan læse den fulde tekst på Rønshoved Højskoles hjemmeside.