Studietur eller dannelsesrejse?

På Rønshoved Højskole tager vi begrebet ”studietur” ret bogstaveligt. Det er andet og mere end blot en uges ferie, de er dannelsesrejser. Alle vores studieture er netop nøje udvalgt for at give dig en dybere og bredere indsigt i vores fælles kultur og historie. De skal – som højskoleopholdet i det hele taget – være med til at give os et bedre og stærkere fundament til at leve vores liv på. Har du været med på alle tre studieture, der hver især har særlige epoker i verdenshistorien i fokus, har du et solidt indblik i europæisk kunst, kultur og historie fra middelalderen og frem til i dag. Denne flerfaglighed gør det til sande dannelsesrejser.
Studieturen inkl. transport, hotel og alle billetter er inkluderet i prisen på dit højskoleophold.

Japan mellem fortid og fremtid 🇯🇵

Til efteråret byder vi på en helt særlig studietur: Vi rejser nemlig til Japan, der er en af de mest spændende destinationer. Japan er et land fyldt med kontraster, og det giver gode muligheder for at undre sig, stille spørgsmål og møde verden med nysgerrighed.
På turen skal vi både møde det hypermoderne, pulserende hovedstad Tokyo, der på mange måder stadig er som et blik ind I fremtiden. Men vi skal også møde det traditionelle, kejserlige Japan I byen Kyoto. Her venter både teceremoni og Samuraiborg på os. Selvfølgelig skal vi også besøge Hiroshima, hvor Verdens første atombombe blev kastet og Japan efter ødelæggelserne skulle genopfinde sig selv.

For at være bedst muligt forberedt vil vi i fællestimer og anden undervisning i efteråret have fokus på Japan og japansk kultur.

Gennem mødet med en kultur, der på mange måder ligner vores og alligevel på så mange andre punkter er væsentlig forskellig, vil du med sikkerhed se anderledes på dig selv og vores egen kultur. Det bliver en oplevelse for livet – en sand dannelsesrejse.

Meget få pladser tilbage.

Studieturen til Japan ligger i uge 41-42 og er inkluderet i prisen på dit højskoleophold. Det koster altså ikke ekstra. Maks. 30 pladser efter først-til-mølle princippet.

Læs mere om rejsen her

Firenze 🇮🇹

Firenze er renæssancepaladser, uvurderlig klassisk kunst og arnested for noget af den største litteratur vi har, men det er også historien om kættere, kynikere og realpolitik. Her, i byen ved Arnofloden, spadserede Michelangelo, Leonardo da Vinci, Dante og Machiavelli rundt mellem nøjagtigt de samme huse og på nøjagtigt de samme pladser, som du ser i dag. Størstedelen af al kunst i Italien befinder sig i Firenze, og alene den korte vej fra rådhuset til domkirken rummer flere mesterværker end i hele Nordamerika, og dertil kommer, at Firenze også er Italiens smukkeste og mest romantiske by.

Rønshoved Højskole drager på studietur til Firenze, fordi vi dér kan opleve det ypperligste inden for den klassiske dannelseskultur, der fødtes i renæssancen og lever videre i Bildungstraditionen, men også fordi Firenze i et samfunds- og politisk perspektiv har affødt tanker, der præger os afgørende frem til i dag, for ikke at tale om, at Italien er et særdeles interessant land at stille skarpt på ift. EU-samarbejdet nu og i fremtiden.

Turen ligger i uge 7.

Læs mere om rejsen her

Paris 🇫🇷

Paris er byernes by, som inkarnerer en stor del af Europas historie og identitet.
Vi skal besøge den smukke nyrenoverede Notre Dame-katedral, gå langs Seinens charmerende flodbred, se kunstudstillinger og slentre op og ned forbi modehusene og fortovscaféerne på Champs-Élysées til Triumfbuen.

Vi vil også besøge Solkongens Versailles lidt udenfor byen, hvor dronning Marie-Antoinette forlystede sig indtil Den franske Revolution brød ud i 1789. Slottet spiller en central rolle i europæisk historie: Her blev Det tyske Kejserrige udrådt i 1871 og Versailles-freden indgået i 1919.

Vi får nogle intense dage med kultur, kunst og historie, men der vil også være tid til at gå på opdagelse på egen hånd, hvor man kan se Eiffeltårnet, shoppe i Galeries Lafayette, besøge Napoleons grav eller nyde byens liv i parker og caféer.

Rejsen ligger i uge 20. 

Dagsture

I forbindelse med såkaldte undervisningsweekender tager vi ofte på kortere dagsture i nærområdet. Da vi bor så tæt på grænsen, vil det også være syd for grænsen. Det kan f.eks. være til Danevirke eller til metropolen Hamborg med sine 1.7 millioner indbyggere.

Dagsturene er inkluderet i dit højskoleophold og koster ikke ekstra. Det eneste du skal tænke på, er at medbringe dit pas.

Læs mere om turene her

It seems like you are visiting our website from outside Denmark.
Would you like to visit our site for english-speaking students?