Elevforeningen

Højskole er et fællesskab, der rækker langt ud over din tid på højskolen. Hvis du gerne vil bevare, og samtidig hjælpe andre med at træde ind i dette fællesskab, så får du muligheden gennem Rønshoved Elevforening.

Elevforeningen består af tidligere elever. Både elever, hvis ophold lige er afsluttet og elever fra tidligere årgange. Vi er en godgørende forening, som forsøger at fremme fællesskabet blandt tidligere elever på Rønshoved højskole. Derudover har Elevforeningen muligheden for at hjælpe nye elever med at træde ind i dette fællesskab gennem en økonomisk håndsrækning.

Størstedelen af Elevforeningens arbejde foregår ved to årlige møder på højskolen; Volleyweekenden, som foregår i marts og Elevmødet, som løber af stablen sidste weekend i oktober. Her er der rig mulighed for at bruge tid sammen med gamle venner fra din årgang, og snakke med mange andre elever på tværs af årgangene. Begge møder har deres egne særlige traditioner, bl.a. kan Volleyweekendens vinderhold få sit holdnavn på vandrepokalen, hvis de da altså formår at slå lærerholdet. Vigtigst er nok de traditioner der foregår til Elevmødet, hvor skolens jubilarårgange fejres, og Elevforeningen holder sin generalforsamling.

Overskuddet fra møderne bruger Elevforeningen, sammen med kontingenter og private donationer, til at hjælpe højskoleelever, som ellers ikke vil have haft råd til opholdet. På den måde forsøger vi at sikre, at alle kan få muligheden for at opleve at være på højskole, uanset baggrund.

Det primære arbejde i Elevforeningen bliver drevet af vores bestyrelse. Bestyrelsen er sammensat af tidligere elever, som vælges ved den årlige generalforsamling i oktober. Elevforeningens bestyrelse sender, derudover, to repræsentanter til højskolens hovedbestyrelse. På den måde har tidligere elever direkte mulighed for at påvirke højskolen og videreudvikle den til fremtidige generationer. Det er det, vi forstår ved aktivt elevdemokrati.

Hvis du har lyst til at være med i Elevforeningen, bidrage med en donation eller bare gerne vil i kontakt med Elevforeningen, kan du kontakte os på mail via: elevforeningen@ronshoved.dk

Kontingentet for et års medlemsskab er pr. person pt. 175,-kr. (perioden går fra juli til juni). Så tilmeld dig, hvis du ikke allerede er medlem!

Meld dig ind eller forlæng dit medlemskab ved at klikke her

Meld dig ind

...eller forlæng dit medlemskab i Elevforeningen. Du sparer en masse penge ved deltagelse i Volleyweekend og Elevmøde

Tilmeld dig her

Meld dig til

det store Elevmøde 2021 med en masse fællesskab, foredrag og fest.

Tilmeld

Invitation til årets elevmøde på Rønshoved Højskole

Generalforsamling og jubilarfejring med elevforeningen

29.-31. oktober 2021

Kære tidligere elev på Rønshoved Højskole!

Igen i år glæder vi os over at kunne invitere dig og dine nærmeste til et gensyn med venner og bekendte fra højskoletiden, et gensyn med Rønshoved Højskole, de ansatte og den dejlige natur omkring Flensborg Fjord.

I år bliver det en helt særlig weekend, da det jo er skolens 100-års jubilæum! Dette vil elevforeningen selvfølgelig også gøre sit for at markere. Vi kan allerede nu løfte sløret for foredragsholderen til weekenden, som bliver Bertel Haarder, der vil holde foredrag om højskolens historie.

Vi glæder os til at se jer alle, til en weekend med et spændende og velspækket program der byder på foredrag, debatter, generalforsamling og jubilarreception, samt ikke mindst gode mulighed for at få svunget dansebenene, hvad enten det er til folkedans i hallen eller til lyden af de mere poppede toner fra bandet Alaska Trio i foredragssalen.

Det endelige program er endnu ikke fastsat, men det bliver sendt ud, så snart vi har det på plads.

Vi glæder os til at se jer alle til en festlig og hyggelig weekend, hvor vi kan fejre højskolens 100 års jubilæum med et brag!

Sidste frist for tilmelding er mandag d. 11. oktober

De bedste hilsner Elevforeningens bestyrelse

Meld dig til Elevmøde 2021

Program for elevmødet 2021

Fredag d. 29. oktober

Kl. 16.30        Åben for indkvartering. Der vil være kaffe og te i forhallen.
Kl. 16.30        Baren åbner for salg af fadøl, vin og sodavand.
Kl. 18.00        Aftensmad i spisesalen. Husk! tilmeldingen til aftensmaden skal ske sammen med tilmeldingen til weekenden. Koster kr. 100,-.
Kl. 19-21.45   Fortsat mulighed for indkvartering i foyeren. Kaffe og te i forhallen
Kl. 20-21        Sangtime i pejsestuen - alle er velkomne J
Kl. 21-1.00     Hulen åbner

Lørdag den 30. oktober

Kl.  8.00-8.55 Morgenmad i spisesalen. Indkvartering for nyankomne i foyeren.
Kl.  8.55         Flaghejsning. Vi synger flaget op.
Kl.  9-10         Velkomst i foredragssalen og morgensamling.
10.30-11.30   Jubilarreception – alle er velkomne.
Kl. 12.00        Frokost – sidste chance for at stemme til fotokonkurrencen
Elevforeningens generalforsamling afholdes i umiddelbar forlængelse af frokosten.
Kl. 14.30        Der tages billeder af de fremmødte fra de forskellige årgange.
Kl. 15.30        Foredrag ved Bertel Haarder, født på Rønshoved højskole, MF.
17.30-18.30   Bar og hygge omkring pejsen
Kl. 18.30        Festmiddag
Kl. 21.30        Folkedans i hallen. Alternativt er der mulighed for hygge i Pejsestuen.
Kl. 22.30        Koncert med ”Alaska Trio” starter i foredragssalen.
Kl. 01.00        Hulen åbner

Søndag den 31. oktober

8.30-9.30       Morgenmad i spisesalen
Kl. 9.30-10     Oprydning og rengøring af skolen. Remedier findes i rengøringsrummet.
Kl. 10.00        Vi samles alle i Pejsestuen til fælles afsked og en sidste sang fra
højskolesangbogen.

OBS! Vi forbeholder os retten til (corona)ændringer i programmet

Arrangementer

Elevforeningen holder to årlige arrangementer:

Volleyweekenden i marts og Elevmødet den sidste weekend i oktober hvert år. Uanset hvilket arrangement du deltager kan du være sikker på en masse højskoleånd, fest, farver og gensyn med dine venner. Hvad venter du på? Meld dig til!