Tilmelding til Elevmøde 2026 - Rønshoved Højskole

Tilmelding til Elevmøde 2026

23. okt. 2026 - 25. okt. 2026

Kære tidligere elev på Rønshoved Højskole!

Igen i år glæder vi os over at kunne invitere dig til et gensyn med venner og bekendte fra højskoletiden, et gensyn med Rønshoved Højskole, de ansatte og den dejlige natur omkring Flensborg Fjord.

Vi glæder os til at se jer alle til en weekend med et spændende og velspækket program, der byder på foredrag, debat og jubilarreception samt ikke mindst gode muligheder for at få svunget dansebenene til lyden af de poppede toner fra bandet Alaska Trio i foredragssalen.

Alt dette finder sted fredag d. 23. oktober kl. 16.30 – søndag d. 25. oktober kl. 11.30 på Rønshoved Højskole i fjordlandets dejlige omgivelser.

Tilmeldingen til weekenden foregår nederst på denne side.

Program

Fredag d. 23. oktober
Kl. 16.30 Åben for indkvartering – Der vil være kaffe og te i Foyeren
Kl. 18.00 Aftensmad i Spisesalen
Kl. 18.45-22 Fortsat mulighed for indkvartering i Foyeren
Kl. 20-21 Sangtime i Pejsestuen
Kl. 21-22 Debattime på lærerværelset
Kl. 21- 01 Hygge i Pejsestuen og Foyeren

Lørdag den 24. oktober
Kl. 8.00-8.55 Morgenmad i Spisesalen
Kl. 8.40-8.55 Indkvartering for nyankomne i Foyeren
Kl. 9.00 Velkomst i foredragssalen og morgensamling
Kl. 10.30-11.30 Jubilarreception i Pejsestuen – alle er velkomne
Kl. 12.00 Frokost
Kl. 12.30 Elevforeningens generalforsamling
Kl. 15.15 Det store fællesbillede af alle fremmødte tages
Kl. 15.30 Foredrag i foredragssalen: Richard Wagner – Mennesket og musikken ved Tim Pohle, højskolelærer og musikhistoriker. Forstander sammen med Nina Kjærhus fra 1. januar.
Richard Wagner er måske den mest kontroversielt og lidenskabeligt diskuterede komponist i musikhistorien. I foredraget vil vi nærme os Wagner og hans musik fra forskellige vinkler og prøve at give et glimt af den banebrydende musik Wagner har skrevet, og som selv den dag i dag fortryller publikum gennem deres umiskendelige tonesprog. Få komponister har formået at forbinde kunstarterne så uløseligt til en helhed som Richard Wagner, hvor musikken ikke bare understøtter dramaet, men hvor dramaet understøtter musikken.
Kl. 18.30 Festmiddag
Kl. 21.30 Mulighed for hygge i Pejsestuen
Kl. 22.30 Koncert med ”Alaska Trio” starter i Foredragssalen
Kl. 01.00 Festen fortsætter i Hulen og Pejsestuen

Søndag den 25. oktober
Kl. 9-10 Morgenmad i Spisesalen
Kl. 10-10.45 Fælles oprydning og rengøring.
Kl. 10.50 Vi samles i Pejsestuen til fælles afsked og en sang fra
højskolesangbogen

*Der tages forbehold for ændringer i programmet

Overnatning

Værelserne fordeles efter først-til-mølle-princippet. Hvis du vil sikre dig et værelse med eget bad og mulighed for at ønske, hvem du sover sammen med, da der ikke er mulighed for enkeltværelser, så tilmeld dig hurtigst muligt.
Vi gør opmærksom på, at det desværre ikke er muligt at efterkomme ønsker om enkeltværelser, da højskolen er fuldt belagt under arrangementet. Ønsker du et enkeltværelse, er der flere overnatningsmuligheder i området, herunder Gendarmhotellet i Rinkenæs eller Lindegaarden i Kollund.
Sidste frist for tilmelding er tirsdag d. 6. oktober kl. 23.59.

Bliv medlem af Elevforeningen

Som medlem af elevforeningen støtter du kommende og nuværende elever, der ikke selv har økonomi til et ophold. Som bonus får du også nedsat pris til vores arrangementer.
Du kan melde dig ind i elevforeningen eller forny dit medlemskab via vores hjemmeside. Alternativt kan du kontakte højskolen på info@ronshoved.dk.
Medlemskontingentet er p.t. fastsat til 175,- kr. per person og giver medlemskab af elevforeningen fra juli 2026 til juni 2027.

Priser

Hvis du vil deltage med medlemspris, skal du betale kontingent for skoleåret 2026/2027. Hvis du betalte kontingent forud for Volleyweekend i april, er dit kontingent udløbet.

195,– for medlemmer, der har været elev de sidste 10 år. Overnatning på sovesal eller u. overnatning.

395,- for medlemmer, der har været elev de sidste 10 år. Overnatning på værelse (maks. 3 personer).
545,- for medlemmer. Overnatning på et dobbeltværelse.
1075,- for ikke-medlemmer. Overnatning på et dobbeltværelse.
200,- for ikke-medlemmer. Jubilarreception, frokost, foredrag og eftermiddagskaffe (uden aftensmad og uden overnatning).*

OBS: for deltagere på hele weekenden er aftensmad fredag inkluderet i prisen, men for at vide hvor mange, der skal laves mad til, er det nødvendigt at vælge dette ved tilmelding i det dertilhørende felt.
* Ønsker du som jubilar at deltage i aftensmad lørdag og det øvrige program lørdag aften, skal du tilmelde dig hele prisen for hele weekenden.

Praktisk

Som altid håber vi på, at der igen i år er villighed til at give en hånd med under weekenden til mindre praktiske opgaver.
Indtjeningen fra weekenden og elevforeningens bar går til støtte af nuværende og kommende elever. Vi håber, I vil støtte op om dette, og derfor er det ikke tilladt at medbringe egne drikkevarer. Vi bestræber os altid efter at holde priserne lave.
Jubilæumsåret beregnes ud fra året for ens holdstart, for eksempel vil elever, der startede i året 1996 have 30-års jubilæum i år uanset tidspunkt for opstart. Har man været elev i flere kalenderår, har man således også jubilæum i flere år. Alle er dog velkomne til jubilarreceptionen.

Der er dyne og pude på værelserne. Sengelinned skal medbringes.

Spørgsmål til weekenden og omkring tilmelding kan rettes til højskolen på info@ronshoved.dk

Vi glæder os til at se jer alle til en festlig og hyggelig weekend!

 

Indkaldelse til Elevforeningens Generalforsamling

Hermed indkaldes til Elevforeningens Generalforsamling
lørdag d. 24. oktober 2026 kl. 12.30
Generalforsamlingen afholdes i forbindelse med skolens Elevmøde 2026
Dagsorden for generalforsamlingen
1. Valg af dirigent
2. Formandens beretning
3. Forelæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse
4. Forelæggelse af budget til godkendelse
5. Fastsættelse af kontingent
6. Indkomne forslag
7. Valg af:
a. 2 bestyrelsesmedlemmer (valgt for 3 år)
b. 2 suppleanter (valgt for 1 år)
c. 2 revisorer (valgt for 1 år)
8. Eventuelt
Jf. punkt 6: Forslag skal være indsendt skriftligt til formanden senest 14 dage før
generalforsamlingen (gerne pr. e-mail til elevforeningen@ronshoved.dk.)
Jf. punkt 8: Under eventuelt kan der ikke vedtages noget.

 

Skolekredsen – Højskolens bagland

Skolekredsen er skolens bagland og vælger blandt andet skolens bestyrelse. Medlemsskaren er bred og favner personer med en interesse og relation til skolen. Som tidligere elev har du også mulighed for at kunne blive medlem, hvilket giver et dybere indblik i skolens tilstand og udvikling.
Det koster 100kr. i engangsbetaling og så kan du være medlem resten af livet. Hvis du er interesseret kan du skrive til forstander@ronshoved.dk med en kort beskrivelse af dig selv og din relation til skolen.

 

De bedste hilsner
Elevforeningens bestyrelse

 

Tilmelding

Kontaktoplysninger

Betaling

Til betaling nu kr.
Se forretningsbetingelser

Du skal acceptere Rønshoved Højskoles forretningsbetingelser

It seems like you are visiting our website from outside Denmark.
Would you like to visit our site for english-speaking students?