Hans-Tyge Haarløv
Højskolelærer
Hans-Tyge har været højskolelærer på Rønshoved siden 2006. Han er vokset op i Sønderjylland, og det har præget ham på mange måder. Blandt andet er det helt naturligt for Hans-Tyge at tale grænselandets sprog dansk, tysk (dertil fransk og engelsk), ligesom han forstår sønderjysk, men ikke taler det til daglig.
Som 19-årig var han selv på højskole og begyndte efterfølgende at studere og tog sig god tid til det, da han nød studietiden meget og brugte tid på både studieophold i udlandet og politisk engagement: Både ungdomspolitisk, men også som kandidat til europaparlamentsvalget i 2004, hvilket var en meget givende oplevelse. I 2005 blev han cand. mag. i historie og fransk fra Aalborg Universitet med to studieophold ved Université Rennes II, Frankrig og Université de Liège, Belgien. Specialet i historie handlede om et nationalt mindretal i Europa, nemlig bretonerne i den franske provins Bretagne. Det er et område, som Hans-Tyge har et passioneret forhold til, og som også kan sige noget om, hvem vi er som danskere, og hvad det vil sige at være et folk!
Efter endt studie arbejdede han med projektet ’Borgernes Dagsorden’, der handlede om EU’s fremtid. EU er noget, der har optaget Hans-Tyge længe, for han synes, det er dejligt med internationalt samarbejde, men samtidig er det et problem, at EU har så vanskeligt ved at legitimere sig demokratisk.
Da Hans-Tyge gik på højskole, begyndte han at gå til kajak, hvilket han har dyrket siden – særligt på Rønshoved Højskole, hvor beliggenheden ud til Flensborg Fjord med Okseøerne er perfekt til kajak. Udover kajak har han mange andre interesser, bl.a. cykling og tegning.
Endelig er Hans-Tyge forfatter og har skrevet og udgivet bogen ’Ejderen’, som er blevet anmeldt meget flot. Sammen med forfattergruppen Alssund har han udgivet tre bøger, senest i 2020 om Genforeningen i 1920 med antologien ’Heling og deling’.
Hans-Tyge er gift og bor med kone og tre børn i lærerbolig på højskolen, så dem får du også at se.
Et udvalg af Hans-Tyges foredrag:
Danmark – kun til Ejderen
Sønderjyllands historie med kant på
Bretagne – myternes land
Dannelse for folk og fæ
Familiefortællinger fra Genforeningen