Gendarmstien 17A
Maritime vandreture langs Flensborg Fjord, Danmarks første europæiske kvalitetsvandrevej.
En vandreuge på den maritime Gendarmsti er et højdepunkt for alle vandrere. Gendarmstien fra Padborg til Høruphav på Als langs den betagende Flensborg Fjord hører til blandt de smukkeste vandreruter, vi har i Danmark. Stien blev i 2017 udpeget til europæisk kvalitetsvandrevej. Den første i Danmark. Stien er en gammel grænsebevogtningssti, hvor det nu historiske Gendarmkorps bevogtede den dansk-tyske grænse fra 1920. Vi lægger ud i den maleriske Kruså Tunnelådal, der ligger tæt ved den nuværende grænse og følger i Grænsegendarmernes fodspor langs den smukke Flensborg Fjord. Undervejs i det indbydende morænelandskab passerer vi flere historiske perler i den danske historie og mærker grænseegnens problematikker og paradokser på egen krop. Vi går igennem den idylliske og kystnære skov, der indtil for få år siden var ejet af Flensborg By. Vi passerer Kollund Østerskov med det tidligere protestantiske nonnekloster og Sønderhav, hvor det flensborgske borgerskab byggede deres flotte patriciervillaer. Vi vandrer også igennem Broagerland, hvorfra prøjserne beskød de danske tropper i 1864, inden vi når det danske nationalklenodie – Dybbøl Mølle. På turens sidste dag vandrer vi gennem egnens primus motor, universitetsbyen Sønderborg, der i et succesfuldt samarbejde mellem kommunen og det lokale erhvervsliv har skabt et teknologisk vækstcenter med masser af kunst og kultur. Dagsturene vil være af en varighed på ca. 12-19 km pr. dag, og du forventes at skulle kunne gå 4 km/t. En herlig uge på gåben venter forude, hvor vi bliver forkælet ved at få frokosten bragt ud til os i naturen. Ligesom der hver aften venter os herlige aftner med foredrag, sang, eller musik – bl.a. skal vi runde kurset af ved den sidste aften at tage til koncert i den helt særlige koncertsal Alsion i Sønderborg med Sønderjyllands Symfoniorkester.
Vandringer
- Vandringer fra Kruså Tunnelådal over Den Krumme Vej og verdens mest romantiske grænseovergang – Skomagerhus i Kollund Skov. Længde i dag ca. 18 km.
- Vandringer forbi Cathrinesminde Teglværk og den indflydelsesrige kunstnerkoloni Egernsundmalerne. Længde i dag ca. 19 km.
- Vandringer langs den romantiske kærlighedstunnel forbi brudestenen og ind i naturens skatkammer. Dagens vandring er ca. 13 km.
- Vandring i det historiske Dybbøl med skønne udsigter mod det flot kuperede Broager Land. En dag i historiens vingesus. Længde i dag ca. 16 km.
- Vandringer fra Dybbølskanserne ned ad Banken med de mange mindesten fra 1864 – mod Sønderborg, over Chr. X’s bro ad den fine strandpromenade langs Sønderborg Bugt og ender i Høruphav med udsigt mod Kegnæs. Længde ca. 15 km.
Foredrag og højskolelivet
- Koncert med Sønderjyllands Symfoniorkester i den helt særlige koncertsal i Alsion, Sønderborg med musik af Rachmaninov.
- Sangaften med fokus på naturen fra Højskolesangbogen.
- Det keltiske Bretagne – myternes land ved Hans-Tyge Haarløv, højskolelærer.
- Musikalsk aftensalon – Rhapsody in Blue med Gershwin.
- Om vor identitet. En fortælling om, hvor vi kommer fra, hvilke værdier vi tilslutter os og fra hvem vi stammer.
- Morgenvandringer og flaghejsninger.
Download program
