På Efterårsskolen 2026 venter en helt særlig højskoleoplevelse. Klassisk højskole kombineret med en rejse til Japan i et varmt højskolefællesskab. I et ugentligt fællesfag bliver du introduceret til forskellige grene af japanske kultur, historie, kunst og musik. I det skema, du selv har valgt, vil du få flere smagsprøver på japansk kultur og historie. Når du lander i Japan, er du dermed godt rustet til en enestående oplevelse. Vi vil i fællesskab rejse rundt i Japan og møde unge japanere og opleve livet både i metropoler og udenfor storbyens sus.
Når du starter på Efterårsskolen får du præsenteret alle fagene og vælger så dit eget skema. Rønshoved Højskole er en ægte almen højskole. Her vægter vi det kunstneriske, musiske, politiske og idrætslige lige højt, fordi vi ser dannelse som noget helt og bredt. I en tid, hvor mange bliver mere fagspecifikke og ensidigt orienterede, insisterer vi på, at vi bliver hele mennesker ved at løfte vores blik fra det én-dimensionelle og se sammenhænge mellem forskellige discipliner.
Derfor har vi ingen faste faglinjer. I stedet vælger du frit blandt vores fag, og du kan naturligvis tone dit ophold i en bestemt retning, hvis du ønsker det. Samtidig vil du møde fag, du måske aldrig før har overvejet. Det giver dig muligheden for at fordybe dig i det kendte og opdage det, du ikke anede eksisterede – og måske forlader du højskolen med en helt ny passion.

Når du lander i Japan, træder du ud i en helt anderledes kultur. Du hører et sprog fra en helt anden sprogstamme, og de manerer, som japanerne har på rygraden, er vidt forskellige fra vores egne.
Inden afrejse folder vi både japansk kultur, sprog og historie ud i det ugentlige fællesfag. Lige så gør vi os klar til at mestre basale japanske vendinger og imødekomme de manerer, som Japan byder os velkommen med.
Du kommer eksempelvis til at lære japanske gloser, så du kan hilse venligt på mennesker og bestille, hvad du har brug for, når sulten skal stilles. Du får også forståelse for den japanske inspiration, der har banet sig vej i nordisk design. Inden for litteratur bliver du ført ind i Haruki Murakamis forfatterskab. Endelig sætter vi også fokus på ligheder og forskelle i ungdomslivet i Danmark og Japan.
Ud over at du i et fællesfag bliver klædt på til rejsen, vil du også få et indblik i japansk kultur i nogle af de andre fag, som en smagsprøve på rejsen, inden vi sætter kurs østpå.
Læs om selve rejsen til Japan