På højskolen er du en del af et stærkt fællesskab, hvor du får et sundt socialt liv, øger din selvstændighed og styrker livsglæden. Højskolen er et hjem for både elever, lærerne og forstanderparret. Her kender vi alle hinanden, så du er i trygge rammer.
Hver dag har sin rytme, der starter med morgenmad, efterfulgt af en morgensamling og formiddagens undervisning. Efter frokost er der en pause, før undervisningen om eftermiddagen begynder. Vi mødes igen til aftensmaden og måske også til valgfrie aktiviteter om aftenen.
Når du har en pause fra undervisningen eller et frimodul, kan du nyde fjorden, som ligger lige uden for døren, træne i fitnessrummet, tage bussen til Sønderborg eller spille brætspil med dine nye venner.
På Rønshoved Højskole er alle lærere uddannet som mentorer, og en af lærerne er tilmed uddannet psykolog. I hverdagen er der både rum til dine stærke sider og til at udfordre dig selv. Her samler du på succesoplevelser, der skaber momentum til at fortsætte den positive bane efter højskolen.
Alle elever har løbende vejledning på højskolen. Her får man en god snak om, hvordan man går og har det. Elevens mentor hjælper desuden med alt fra ansøgninger, over dagligdags problemer til at lægge fremtidsplaner.
Undervejs i højskoleopholdet kommer man på studieture til f.eks. Firenze eller Japan. Studieturene giver øget udsyn i historie og kultur uden for Danmarks grænser, og man får gode oplevelser sammen med sine højskolevenner.