På højskolen træder du ind ad døren til et hjem med et varmt fællesskab. Her tager du del i en hverdag med faste rammer. Du bor på højskolen sammen med andre unge, højskolelærerne, deres familier og forstanderparret. Du vælger selv, om du vil bo på et enkeltværelse eller et dobbeltværelse.
Du vælger et skema på højskolen med fag, som du interesserer dig for. Derudover har du to fællesfag, som alle elever har.
I løbet af højskoleopholdet drager du også på eventyr med dine nye højskolekammerater og lærere, hvor I rejser ud i verden og tager på dagsture nord- og syd for grænsen.
Hverdagen på højskolen deler du med 25-40 andre elever, hvor I bor sammen, spiser måltider med hinanden og tager til undervisning sammen. På den måde deler du både livets sjove og svære øjeblikke med dine højskolekammerater.
På højskolen kan du få en mentor, der støtter dig under hele højskoleopholdet. Her er plads til at snakke om det, du har på hjerte - det, der trykker, drømme for fremtiden, venskaber, kærlighed, økonomi, osv. Har du brug for en ekstra hånd i nogle af dine fag, kan vi søge specialpædagogisk støtte, SPS, så du får den bedst mulige støtte.
Højskolen har eksisteret i 104 år. Mange unge er trådt ind ad døren på Rønshoved, og vi har plads til dig. Hvis du og vi kan mærke, at det er det rette for dig, så glæder vi os meget til at skabe rammerne for et fantastisk højskoleophold for dig, som du kommer til at udfylde sammen med dine nye højskolekammerater.