Hvorfor danne?

Rønshovedgruppen består af: cand theol. Morten Kvist, cand.mag Lone Nørgaard, historiker Henrik Jensen, cand.theol Kirsten Sarauw, cand theol Sørine Gottfredsen, mag.art Kasper Støvring, cand.mag Lars Christiansen og højskoleforstander Thue Kjærhus

HVORFOR DANNE?

”Hvis vi er i så slem en situation, som jeg forestiller mig, forekommer pessimisme mig at være endnu en kulturel luksus, som vi må undvære, hvis vi ønsker at overleve.”

Alasdair MacIntyre, After Virtue, 1981.

”…det er ikke i Tiden eller Udviklingen, vi kan eller skal gaa tilbage, men kun i Aanden, kun i Betragtningen, for at opfatte Menneske- og Folkelivet i sine største og klareste Ytringer, saa vi gjenkende det ogsaa i den svage og dunkle Skikkelse, det findes hos os selv og omkring os, lære bestandig bedre at kjende og bruge de naturlige Midler, hvorved dette Liv kan næres og styrkes, udvikle og klare sig hos os og de følgende Slægter.”

(Grundtvig i Mands Minde, 1838)

Vesten i forfald og overlevelseskamp

Ovenstående citat af Alasdair MacIntyre rummer essensen: Vestlig kultur befinder sig i en overlevelseskamp. Samuel P. Huntingtons scenario med en verden af konkurrerende civilisationer definerer den globale side af denne kamp. Han har godtgjort at vi lever i en epoke, hvor den enkelte civilisation griber tilbage i de kulturelle grundværdier for at finde meningen med dens eksistens. Det er efter alt at dømme en tendens, ingen civilisation kan sætte sig ud over, uanset tidens megen tale om multikulturalisme. Det er, hvad citatet af Grundtvig siger.

Overlevelseskampen er foreløbig resulteret i at Vesten har grebet tilbage til Oplysningens værdier, som er kommet under angreb, mens den endnu ikke for alvor har ført til en genoplivning af de kristne pligtværdier. Men overlevelseskampen skærer også ind i samfundet som en kulturkamp mellem kræfter, der arbejder for rettighedskulturen og har stadig mere individuel frigørelse på programmet, og kræfter, der står for pligtkulturen, og arbejder for at genforpligte den enkelte i forhold til institutioner som tradition, familie, skole, kirke og stat.

Kulturkampen skærer tværs igennem det enkelte individ som en modsætning mellem den rene selvrealiseringsinteresse og forestillingen om at der er et fælles projekt, som primært handler om overlevelse.

Vi er trætte af at leve i en ”verden af muligheder”, uden en glødende kerne, uden et bankende hjerte af nødvendighed. Og med vi mener vi: os alle.

At kritisere kultur er således nødvendigt, men vi kommer ingen vegne ved kun at kritisere os selv eller andre kulturer. Vi ønsker at genfinde kvaliteterne i vores egen.

Modsigelse af forfaldet

I Europa, og måske endda navnlig i Danmark, er der en udpræget mangel på glæde og stolthed over vores kultur. Det er et krisetegn, som dækker over langt større problemer. Der er tale om et egentligt forfald i den vesterlandske selvbevidsthed: Relativisme, multikulturalisme, autoritetstab og mangel på historisk bevidsthed.

Selvom forfaldet og dets følger efterhånden er velbeskrevne, er der dog langt fra enighed om nødvendigheden af at handle i forhold hertil. En betydelig del af den toneangivende offentlighed vil anse modsigelse af for eksempel relativisme og autoritetstab som tilbageslag. Så meget vigtigere er det at gøre sig klart, at vi med et dannelsesprogram ønsker at fortsætte den kulturkamp, som blev tydelig med det første årti af det 21. århundrede, hvor der blev trukket nye skel i både åndsliv og politik.

Modsigelse af forfaldet er et åndeligt anliggende - og moralsk - for så vidt, som det er op til os selv at formulere modsigelsen og vælge en vej ud af forfaldet. Vi anser det for uomgængeligt at gøre tydeligt rede for, hvorfor nogle moralske værdier er bedre end andre. Menneskelig ligeværdighed er en vestlig værdi med høj status. Det hedder således i den amerikanske uafhængighedserklæring: ”Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke. At for at sikre disse rettigheder er blandt mennesker oprettet regeringer, hvis retfærdige magt hviler på de styredes samtykke, og når som helst nogen regeringsform bliver ødelæggende for disse formål, er det folkets ret at ændre eller ophæve den og at indsætte en ny regering…” Ligestilling mellem kønnene, som er en politisk konsekvens, vi har draget af ligeværdigheden, er ligeledes et vestligt anliggende, som vi ikke kan renoncere på. Frihed er hårdt tilkæmpet i Vesten med dyre sejre, som vi ikke vil sætte over styr.

At modsige det vestlige forfald og anvise veje ud af det forudsætter tro, kraft og offervilje, og det forudsætter en veluddannet elite, som er sig sit ansvar bevidst.

Vi er overbeviste om, at evnen til at betræde sådanne veje kræver adgang til det sprog, som udgør den vesterlandske kulturhistorie med oplysningstiden som en central epoke. Med sprog tænker vi så bredt som muligt, dvs. det talte og skrevne ord, samt hvad der udtrykkes ordløst i håndværk, billedkunst, musik og almindelig sædvane.

Et dannelsesprogram må have dette rige, europæiske sprog som sin genstand og sit udgangspunkt. Det ligger inde med stadig brugbar viden og har formuleret erfaringer, som moderne individer endnu ikke har gjort og i visse tilfælde heller ikke behøver at gøre igen. F.eks. erfaringer med totalitarisme. Sproget er åbent, gennemprøvet uden at være udtømt. Det er det bedste udgangspunkt for at kunne forholde sig afbalanceret til globaliseringen, uden at lade sig rende over ende.

Et dannelsesprogram må samtidig have for øje, at det moderne, sensitive individ, som er udviklet i Vesten, har brug for at gøre egne erfaringer med dette sprog for at kunne regne det for autentisk. Det er for eksempel uden mening at henvise til Henrik Pontoppidan eller Thomas Mann som store forfattere, med mindre det kan vises og opleves. Det giver heller ingen mening at hævde kristendommens forrang for andre religioner, med mindre det kan erfares. Der skal kort sagt tales til såvel følelse som forstand og fantasi.

Et dannelsesprogram må tage vare på Europas evne til at revidere sig selv. Tage Skou-Hansen skrev i 1994: ”Europa har tvivlet på alt. Gjort alle sandheder foreløbige, kasseret alle endelige løsninger. Uden at gå under. Det har tværtimod gang på gang oplevet fundamentalisme og rædselsfuld dæmoni. Europa har haft en evne til at revidere sig selv. Hvad bunder denne evne i? Den kan godt gøre én nysgerrig. Hvor kommer den evne og vilje fra til at revidere sig selv? Det ville jeg gerne vide. Eftersom vi er en del af Europa, må vi jo have den samme evne selv. Der er brug for den nu. Bedre ved jeg ikke.” (Den forbandede utopi, s. 202).

Den kritiske og selvkritiske bevidsthed, der tales om i citatet, er også en vestlig værdi, som forudsætter kærlighed til modersmålet, tilknytning til stedet og forbundenhed med historien.

Ordet elite er et vanrøgtet ord i Danmark, fordi vi ikke bryder os om, at der findes eliter. Kendsgerningen er imidlertid, at der findes eliter indenfor alle områder, i alle brancher og i alle foreninger. Eliten er de dygtigste, de bedst uddannede, dem der tager initiativerne og beslutter langsigtet. Vigtigt er det da, at eliten vedkender sig samfundssind eller som minimum tjener et sagligt anliggende. Den må også altid have noget andet end sine egne interesser for øje. Er det ikke tilfældet, fører det til arrogance og hedonisme, og elitens kvaliteter vil opløse sig selv indefra.

Vi ønsker at fokusere på opdragelse, fornuftig skolegang og identitetsdannelse. Vi vil arbejde for et samfundsindivid, som ud over sine egne muligheder og rettigheder, er bevidst om sine pligter og sine egne begrænsninger og båndet mellem levende, ufødte og døde.

Med dette udgangspunkt kan der svares på det vestlige forfald og den globale udfordring, som har flere niveauer. Det første og mest oplagte er det økonomiske niveau, dernæst det politiske, men lige så vigtigt er det niveau, som angår individets selvforståelse og dets plads i større og mindre fællesskaber. Derfor må et dannelsesprogram med et folkeligt sigte ikke se bort fra det, som i en given epoke opfattes som normalt og naturligt. Det må have øje for både de store forandringer, som historien vidner om, og som globaliseringen i sig selv er, og for de historiske konstanter, uforanderlige sandheder, som gang på gang lader høre fra sig.

Dannelse er på én og samme tid forklaring og forklarelse, selvom de er to forskellige aktiviteter og i høj grad henlagt til to forskellige verdener som eksempelvis videnskab og poesi, lærdom og liv.

Dannelsens horisonter

1. Ånd og selvforståelse

Vestlig bevidsthedsdannelse bygger på en lang og kompliceret historisk udvikling, som kan beskrives som en udvikling fra ubevidst identifikation med kollektivet over den første bevidste udskillelse af det enkelte individ som anderledes og adskilt fra de andre, til evnen til at objektivere sig selv, dvs. evnen til at dele sig selv i to og stå i forhold til sig selv. Hermed er forudsætningen for selvrefleksion, differentieret samvittighed og kritisk tænkning bragt til verden.

At mennesket i den vestlige kristne tradition karakteriseres som ”ånd” betyder, at det står i bevidst og forpligtet forhold til sig selv og til livet i fællesskab med andre mennesker i kraft af noget tredje, som ikke kan nedskrives til at være sammenfaldende hverken med individet eller samfundet. Forpligtetheden angår mål og mening i tilværelsen, og den udledes eksempelvis i kristendommen af skabelsestanken og menneskets gudbilledlighed.

Mere alment - uden billedsprog - kan forpligtetheden udledes af tilværelsens grundvilkår, f.eks. af det faktum at mennesket fødes ind i en virkelighed og sammenhæng, som eksisterer både før og efter det enkelte menneskeliv. Ingen skylder derfor sig selv livet, men er tværtimod skyldig at tage vare på det og yde sit bidrag til fællesskabet.

Centralt i vestlig selvforståelse står samvittigheden som et udtryk for dette tredje og som en personlig moralsk instans, der dømmer om godt og ondt, sandhed og løgn og kontrollerer driftsimpulserne. Samvittighedsbegrebet stammer i sin spæde begyndelse fra græsk tænkning, men blev overtaget og i særlig grad udviklet af kristendommen. I oplysningstiden blev samvittigheden identificeret, som vi almindeligvis kender den i dag, nemlig som en medfødt, personlig og uafhængig, absolut moralsk instans i mennesket. Men samvittigheden er blevet begrundet forskelligt både før og efter oplysningstiden. I kristen sammenhæng opfattes samvittigheden som stedet, hvor mennesket betragtes udefra af den kristne gud som tavs tilskuer. At den kristne gud i samvittighedsspørgsmål er tavs hænger sammen med, at den kristne etik er en sindelagsetik, hvor det dobbelte kærlighedsbud (om kærlighed til gud og næsten) er horisonten, inden for hvilken den enkelte i enhver ny situation må handle på eget ansvar og risiko.

Ethvert vestligt barn gennemgår i sine første leveår ideelt set udviklingen fra ubevidst væren til bevidst selvforståelse under forældrenes omhyggelige vejledning, grænsesætning og udfordringer, som langsomt træner barnet i at kunne tage ansvar for sig selv og sine handlinger og selv styre sine driftsimpulser og dermed evne at indgå i frugtbar kontakt med andre mennesker. Målet er det frie, indrestyrede og ansvarlige menneske i værdifuld udveksling med fællesskabet. Dette mål deles ikke af alle kulturer. Det betyder, at den vesterlandske udvikling af identitet og samvittighed ikke er universel.

Dannelsen af selvforståelsen understøttes af de fortællinger, som står til rådighed i den vestlige tradition, hvor myter, eventyr, heltesagn, den kristne grundfortælling, slægtsfortællinger, historiske beretninger,(dannelses)romaner etc. udfolder en billedverden, der omhandler jeg-dannelsens og bevidstgørelsens stenede vej. I disse fortællinger kan barnet og den unge spejle sig, udfordres, finde håb, livsmod, visdom og trøst under den vanskelige, ensomme og modsætningsfyldte, sommetider farlige, proces, som udskillelsen fra kollektivet og udviklingen af et differentieret individ i udveksling med den omgivende verden betyder.

Ligeledes understøtter alle slags færdigheder barnets og den unges selvværd, stolthed og duelighed til at deltage i samfundslivet. Faglighed og hukommelse er således en vigtig del af identitetsdannelsen. Men ren mekanisk kundskabsindlæring er ikke dannelse. Det er døde bogstaver. Dannelse som liv og ånd indebærer personlig involvering, og at kundskaberne omsættes og sigtes i den personlige ”kompost”, som igen betyder individets vækst, udvikling og modning.

Grundlaget, for at processen lykkes, er først og sidst kærlighed til barnet og kærlighed til de værdier, som skal formidles. Før den nødvendige kritiske træning kommer værdsættelse og stolthed over ens egen kultur og det at høre til i et bestemt land med et bestemt sprog og en særegen historie.

2. Den oplyste fornuft.

Siden den græske oplysning har videnskab og kritisk tænkning været en integreret del af vestlig dannelse og stadfæstet den norm, at man skal kunne argumentere sammenhængende for sine synspunkter. Sociologen Max Weber fremhævede således rationaliseringen af alle livsområder som et særpræg ved den vestlige kultur, og vi nyder godt af den teknisk-videnskabelige naturbeherskelse. Vi mener, at fornuften udmærker mennesket, at forestillingen om menneskets værdighed hænger nøje sammen med dets fornuft og åndsevner.

Rationalisme opfatter vi derimod som en ideologi, der tendentielt står for det modsatte af sund fornuft. Rationalismen repræsenterer et ekskluderende, indsnævret fornuftsbegreb, der udgrænser alle metafysiske spørgsmål som irrationelle. En rationalisme, der ikke vil vide af – eller kun akkurat tilkender religion, kunst, fantasi og det ”irrationelle” et tålt ophold, kan blive totalitær og slå om i sin modsætning. Den ligner en afsvedet ørken. Vi afviser derfor scientismen - der kun anerkender det, der ’positivt’ kan fastslås - såvel som et rent teknisk/instrumentel fornuftsbegreb. Vi er af den opfattelse, at mennesket ikke kan lade være med at tænke metafysisk og ser ingen beviser på eller tvingende grunde til at antage, at ”troende” skulle være mindre fornuftige end ateister.

Mens rationalismen som ideologi anser fornuften for en universel, ahistorisk og ideelt set ufejlbarlig kilde til viden og fremskridt, er vi opmærksomme på, at fornuften også har en historie, og at denne historie både rummer glorværdige og nedslående afsnit. Naturvidenskaben har bragt os både penicillin og industriel forurening. Kritisk, videnskabelig tænkning har været brugt til at legitimere tåbeligheder og grusomheder. I egne øjne oplyste mennesker viser sig ofte at være fordomsfulde. Derfor gør fornuften klogt i at lytte til religion, kultur og tradition, der også tager de døde med på råd.

Til det formål vil vi slå til lyd for en udvidet opfattelse af, hvad fornuft er, således at fornuft ikke identificeres med rationalitet i strengere forstand, dvs. abstraktionsevne, begrebsliggørelse og systemtænkning. Grundtvigs begreb om den menneskelige fornuft er en del af vores inspiration. Han hævder meget kort fortalt, at menneskets sanser skal beskrives med triaden følelse, fantasi og forstand, og kun når disse tre fungerer i samspil med hinanden er mennesket i stand til at være fornuftigt. Samtidig har både følelse, fantasi og forstand områder, hvor de hver især udøver en myndighed, der ikke kan anfægtes af de to andre. En forestilling kan således være til i sin egen ret som forestilling, ligeledes en følelse, og forstanden må da indordne sig. Men en forestilling må eksempelvis også lade sig noget sige af forstanden etc. Fornuft og rationalitet er i denne opstilling ikke det samme; fornuft er netop beslægtet med det engelske ’common sense’.

3. Demokrati og massemedier

Dannelse er at kende demokratiets historie og spilleregler - uden at forfalde til at gøre demokratiet til religion, absolut ideologi eller eksistentielt livssyn. Den demokratiske samfundsform er menneskelig, fejlbarlig og relativ, og lovene er til forhandling. Folkestyret er baseret på magtens tredeling, og først og fremmest en pragmatisk, ikke-voldelig konfliktløsningsmodel, som forudsætter respekt for forskellighed og evne og vilje til samarbejde på trods af modsætninger og uenigheder.

Demokratisk dannelse indebærer, at den enkelte kun er bundet af sin samvittighed i samspil med og forpligtelse overfor fællesskabet. Når det er sagt, er alle personlige holdninger til diskussion, herunder sammenhængen mellem religion og politik. Demokrati er uforeneligt med enhver form for fundamentalisme, og man bør herunder være vagtsom over for islams historisk set problematiske forhold til demokrati. Et påtrængende problem i vores tid.

Hvad der ovenfor er sagt om demokrati, gælder for det repræsentative demokrati, som det er beskrevet i Grundloven. Man må derimod være skeptisk overfor tidens tendenser til direkte demokrati, også kaldet ’trykknapdemokrati’, der er forbundet med visse sider af den moderne teknologi, særlig meningsmålinger via Internettet. Der ligger en alvorlig risiko for manipulation i disse tendenser, som man må tage afstand fra. Det indebærer blandt andet en styrkelse af respekten for de folkevalgte, som i disse år er underkastet en mediehetz. Ikke af hensyn til dem, men af hensyn til demokratiet og os alle.

Blandt andre udviklinger, der kan true demokratiet, er konvergensen mellem en udbredt brugermentalitet i velfærdsstaten og den demokratiske ånd. Det er et faktum, at den enkelte vælger i stigende grad organiserer sig i, og også stemmer ud fra, sin klientrolle, og ikke som helhedsansvarlig borger. Her spiller en demokratisk dannelse en stor rolle, ligesom det er vigtigt at styrke det civile samfund overalt, hvor det er muligt, så det kan bidrage til at dæmme op for denne udvikling og fastholde politikere og den enkelte borger i personlig ansvarlighed.

4. Velfærdssamfund og velfærdsstat

Oftest bruges begreberne velfærdssamfund og velfærdsstat synonymt og i flæng. Vi anser det for nødvendigt at skelne og diskutere de to betegnelser samfund og stat ud fra en almindeligt anerkendt forskel, at samfund er en fællesbetegnelse for sociale, økonomiske og kulturelle relationer mennesker imellem (civilsamfundet), mens staten er karakteriseret af den politiske styreform og betegner magtapparatet. Samfundet er normsættende og bæres af en social orden, hvor staten er den af samfundet legitimerede udøver af magt i denne orden.

Vi mener, at staten må være den instans, som skal forhindre et samfunds institutioner i at opsplittes i særinteresser ved at garantere opbakningen til vore uddannelser, kirker, universiteter, kunstinstitutioner etc. Den indestår for kontinuiteten mellem fortid, nutid og fremtid. Staten hviler derfor ikke på individets eller en gruppes egne interesser, men på en pagt, som vi ikke blot kan ændre efter forgodtbefindende.

Statspagten er et vilkår, et begyndelsespunkt, som vi fødes ud af og derfor ikke blot vælger. Den er som sådan knyttet til det danske folks historie som et skæbnefællesskab, der forbinder de levende generationer med de døde. Det tager netop generationer at skabe en stat, idet den altid viser tilbage i historien. En stat, som renoncerer på historisk bevidsthed og dermed på erfaringerne, vil altid stå i fare for at udfolde - med en moderne vending - ideologisme. Staten kan derfor aldrig funderes på ideen om en abstrakt fornuft. Idéer, nybrud, rettigheder, pligter etc. må altid tolkes og ombrydes i relation til traditioner og pragmatisk, sund fornuft. Ændringer af statspagten, opgør med herskende tilstande m.v. kan og vil naturligt finde sted, men vil reelt vokse ud af historien.

Statens opgaver er at give autonomi til samfundet inden for rammen af traditioner, sædvaner og love. På denne baggrund er det meget nødvendigt at diskutere statens virksomhed og forvaltning, herunder dens størrelse og styrke, dens evne og mulighed for at give borgerne frihed og beskyttelse, og hvilke forandringer det måtte kalde på.

Dannelse er at være i besiddelse af ansvarsfølelse for fællesskabet, samfundssind og forståelse for de nødvendige færdselsregler til fælles gavn og med rod i historien: Høflighed, ordentlighed, hæderlighed, at yde enhver sit, sans for andre menneskers velbefindende og behov. Dannelse er at kende ikke bare sine rettigheder som samfundsborger, men først og fremmest at kende sine pligter.

At de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder og den svage støttes og ikke udstødes turde være en selvfølge i et humant og oplyst samfund. Dette bør imidlertid ikke udarte til en almindelig offergørelse, der overlader store dele af befolkningen til livsvarig offentlig forsørgelse, som i sidste ende vil undergrave velfærdsstaten såvel moralsk som økonomisk. Problemet bliver endnu mere påtrængende i lyset af den globale migration.

5. Elite og folk

Dannelse forudsætter formidling fra voksne, myndige personer, som nogle gange ”ved bedre”, dvs. dannelse forudsætter en elite, der har tilegnet sig en font af kundskaber og erfaringer, hvormed den stiller sig til rådighed. Vel at mærke til gavn for den opvoksende ungdom og det folkelige fællesskab.

Samtidig er det afgørende at præcisere, at forholdet mellem elite og folk har udmøntet sig på en særlig måde i Danmark med Grundtvig som en central skikkelse, og at denne arv fortsat skal spille en rolle. Den hævder, at det, der gør et folk til et folk, er en bevidstgørelse af dets egen religion, kultur og historie med henblik på de levendes udfoldelsesmuligheder. Bevidstgørelsen vil altid forestås af en veluddannet elite, hvis rette navn er det tilsyneladende selvmodsigende ’en folkelig elite’. Det modsatte af folk er imidlertid ikke elite, men almue.

Således har det logisk nok været på tale af og til, om det danske folk igen er på vej mod almuegørelse? Almuegørelse er ikke et præcist defineret begreb og bruges derfor forskelligt. Det beskriver især to forhold. For det første en erodering af forudsætningerne for et folkeligt sammenhold, bevidsthed om sprog og historie, herunder almene kundskaber og omsorg for sproget. For det andet umyndiggørelse af individer eller større grupper, der ikke kan eller vil tage del i fællesskabet eller forhindres i at tage vare på sig selv og bidrage til almenvellet.

For tydelighedens skyld bør det nævnes, at den tyske idé om ’Bildung’, som tidligere har haft stor indflydelse i Danmark og delvist er smeltet sammen med den folkelige dannelse, har et andet tyngdepunkt. Centralt står, at alle uddannelser på højere niveau skal have et grundigt filosofikum. Begrundelsen er, at intet fag er relationsløst. Der er f.eks. en indbyrdes sammenhæng mellem matematik, historie og geografi ikke alene i oprindelse og udvikling, men nok så meget i idé og berettigelse. Filosofien er så den disciplin, som skal formulere fagenes indbyrdes relationer og den overordnede idé og berettigelse. Denne høje status har filosofien aldrig haft i Danmark. Det har derimod folkets historie, herunder de sindstilstande, som har præget mennesker og har udvirket forskellig brug af ordet ’folkelig’. Denne vægtning gælder efter vores opfattelse stadigvæk, uden at det skal betyde en undsigelse af filosofien.

6. Det nationale og det internationale

Dannelse er en naturlig rodfæstethed i den nationale kultur, som udgangspunkt for forståelse for og samarbejde med andre nationer. Ejer et menneske kærlighed og tilknytning til sit land, sit sprog, sin nationale historie og kultur vil det have det bedste udgangspunkt for verdensåbenhed, nysgerrighed og tillid såvel nationalt som internationalt samt forståelse og respekt for andre nationers ret til samme tilknytning til stedet, sproget og historien. Med andre ord: Respekt for nationernes grænser, frihed og ret til selvbestemmelse. Desuden ser det ud til, at den territoriale nationalstat og dens sammenhængskraft i form af fælles historie, sprog, religion, sædvane og retsfølelse er den bedste ramme om et funktionsdygtigt demokrati.

Udfordringen i disse år kommer fra et forenet Europa, som tiltager sig mere og mere magt over lovgivningen og dermed suspenderer nationalstatens selvbestemmelsesret på områder ud over enhver nødvendighed. Ingeniørerne bag denne udvikling forkaster nationalstaten pga. af dens angivelige krigeriskhed og fanatisme, uden at det fremgår, hvorfor en overnational stat skulle være bedre. Tværtimod tyder meget på, at det er de overnationale, multikulturelle imperier som er kilde til evindelige stridigheder og aggressioner (Sovjetstaten, Østrig-Ungarn, Det osmanniske Rige, det tidligere Jugoslavien, Det tredje Rige). ”Nationalisme er en del af den nationale loyalitets patologi, ikke dens normale tilstand”, siger den kulturkonservative engelske filosof Roger Scruton og foretrækker at tale om ”patriotisme”, som handler om tilknytning og kærlighed til et folk og det territorium, hvor det retmæssigt hører hjemme. Scruton hævder, at ”territorial loyalitet ligger til grund for alle styreformer, hvor lov og frihed er enerådende.”

7. Rettigheder og pligter

Dannelse er kendskab til de historiske forudsætninger for de klassiske demokratiske frihedsrettigheder og deres umistelige betydning for de nuværende nationale demokratiers beståen. FN’s menneskerettighedserklæring af 1948 er derimod et overnationalt projekt, hvis formål er at bekæmpe det onde, indføre retfærdighed i verden og skabe lykkelige og gode mennesker. Som idealistisk hensigtserklæring om alle menneskers værdighed og lighed uanset race, køn, sprog, religion etc. og som kritisk korrektiv kan FN’s menneskerettighedserklæring have en berettigelse; men hvis en sådan erklæring gøres til en ideologi med universel retsgyldighed, der kan overtrumfe de nationale lovgivninger, kommer den til at stå i modsætning til den demokratiske retsstats folkelige selvbestemmelse. Det vil desuden skabe problemer, når menneskerettigheder bliver meget omfattende og detaljerede (jf. EU’s charter). Det går hårdt ud over pligterne og selvbestemmelsen.

Samlet set åbner det for en større principiel diskussion: Det problematiske i at have idealer, hvis fulde gennemførelse, implementering i lovgivning m.v. ikke er ønskværdig. Måske er det simpelthen et vilkår for al idealdannelse?

Der findes dog et begreb, der tager højde for dette vilkår: idealitet, formuleret af Jakob Knudsen. Idealitet er stræben efter det fuldkomne og kan knytte sig til alle former for menneskelig lidenskab og kan gøre meget skade; idealiteten er vildfaren, kalder han den, når den vil se de høje idealer indløst. Den er derimod sand, når den giver afkald på netop dette og samtidig bevarer den høje stræben, som nærer fantasien. Idealitet hører til menneskers liv, og et samfund uden er på vej til at lægge sig selv i graven. Idealitet rækker ud over den kendte verden, men forlanger ikke ideelle tilstande i den kendte verden og ved endda, at fuldkommenhed kan være farlig i det virkelige liv. Idealitet er en higen i hjertet, som fører hjertet ud over sig selv samtidig med, at hjertet skal tjene kroppen.

Vi ønsker en åben debat om menneskerettighedernes status, ikke om deres afskaffelse. Vi fastholder, at de er et menneskeligt produkt, fyldt med indre modsigelse, der kan diskuteres og kritiseres og evt. begrænses som alt andet menneskeligt og fejlbarligt.

Benyttes menneskerettighederne eksempelvis i den multikulturelle ideologis navn til knægtelse af den enkelte nations ret til selv at bestemme omfanget af indvandringen, så tilsidesættes en nations selvbestemmelse og frihed i lighedens og broderskabets navn. Hvad skal så veje tungest? Det er meget komplicerede spørgsmål, som ikke bør fejes til side uden videre diskussion.

Dannelse er at vide, at pligtkollisioner og uretfærdighed i verden findes, og ingen absolut gode løsninger gives.

Dannelse er at være i besiddelse af frihed, myndighed og mod til at gøre det mindre onde på kort sigt, for at undgå et endnu større onde på langt sigt. Den anden verdenskrig er det oplagte eksempel, hvor de allierede påtog sig at bekæmpe ondskab med onde midler: krig. Samtidig kan man konstatere, at man selv bliver ond af at bekæmpe det onde. Man undgår ikke i et vist omfang at blive som sin fjende og tage skade af det. Dannelse vil lægge op til at kunne bekæmpe det onde med en sådan indsigt og bevidsthed om, at man aldrig kan anbringe sig i en position, hvor ondskaben ikke kan udgå fra en selv. Det er uhyre svært at være talsmand for det gode.

Med talen om rettigheder må uundgåeligt følge en tilsvarende fokusering på begrebet pligt. Hvis man vægter rettigheder uden at betone pligt, risikerer man at skabe en mentalitet, hvor den enkelte ser sig berettiget til at kræve sin ret uden samtidig at yde sit personlige bidrag. Hvilket for eksempel udgør en åbenlys indbygget fare ved velfærdssamfundet, hvor dette at være forsynet med retten til at blive forsørget og betjent kan komme til at overskygge pligten til at tage vare på sig selv og dermed bidrage til fællesskabets fortsatte beståen.

Begrebet pligt skal ses i lyset af et menneskesyn, hvor den enkelte aldrig blot opfattes som et autonomt individ, men også ses som led i en større sammenhæng. En sammenhæng, man er både bundet til og forpligtet på. Den moderne betydning af ordet pligt manifesteres i særlig grad med filosoffen Immanuel Kant (1724-1804), der skelner mellem pligt og tilbøjelighed og kun tillægger en handling moralsk værdi, hvis den udføres af pligt. Enhver bør inden for rammerne af sine muligheder se sig forpligtet på at være med til at værne om både den enkelte anden og om fællesskabet, idet man vægter denne pligt højere end de rettigheder, der følger af at tilhøre et fællesskab. Som for eksempel den danske nationalstat. Det handler om at anlægge en uselvisk betragtning på sit eget liv, hvor man er indstillet på at udskyde eller begrænse egne behov, gøre sin indsats og holde sig for øje, at fællesskabet står og falder med medlemmernes villighed til at tjene hinanden. Denne indstilling gavner de andre, den gavner helheden, og dermed gavner den også i sidste ende den enkelte selv, hvis eksistens ikke meningsfuldt kan opfattes som en blot isoleret væren.

Mere konkret udtrykt er dannelse hermed ensbetydende med at opfatte sin gerning og faglighed (præst, lærer, læge, sygeplejerske, journalist, politibetjent, pædagog, it-konsulent, fabriksarbejder, skraldemand, gartner, murer, soldat etc.) som en tjeneste til gavn for andre mennesker. Dannelse betyder at kunne sætte sine egne behov i anden række og med gammeldags dyder som pligt, flid og troskab udfylde sin plads – stor eller lille – for fællesskabets bedste. Dannelse består desuden i evnen til at kunne værdsætte andres indsats efter fortjeneste og uden personsanseelse. Uden hensyn til hverken rang, race, seksualitet eller position i samfundet.

8. Frihed og bundethed

Frihed er ikke alene et menneskeligt behov, men en eksistens-modus, som spiller en central rolle i hele den vestlige historie.

Forudsætningen for den vestlige personlighedsdannelse og samvittighed er frihed; frihed til at påtage sig og frasige sig ansvar, frihed til at vælge og frihed fra overformynderi.

Forudsætningen for nationernes opståen er for eksempel ønsket om frihed fra fremmed herredømme, frihed til selvbestemmelse.

Med til almindelig dannelse hører kendskabet til de klassiske frihedsrettigheders udvikling og historie med udmøntningen i oplysningstidens formuleringer. Oplysningstidens opfattelse af samvittigheden som det enkelte menneskes eneste dommer fik den logiske konsekvens, at samvittighedsfriheden skulle garanteres, og med samvittighedsfriheden fulgte også religionsfriheden. Ingen kan diktere et andet menneske, hvad det skal tænke eller tro. Det må være den enkeltes samvittighedssag uanset, hvordan man så begrunder samvittigheden. Forbundet med samvittighedsfriheden er ytringsfriheden, for heller ingen kan diktere et andet menneske, hvad det må sige og bør tie med. ”Friheden er at fortælle folk, hvad de ikke har lyst til at høre.”(George Orwell).

Til friheden hører det personlige ansvar. De to ting forudsætter gensidigt hinanden.

Frihed er således ikke det samme som grænseløshed og frihed fra alt og til alt. Frihed er også en kærlighedsbinding og en forpligtelse.” Frihed er” med højskoleforstander Knud Hansens ord ”at være bundet af en sandhed, som man ikke kan forråde uden at forråde menneskelivet” (jf. ”Den naturlige orden”).

I forbindelse med et dannelsesprojekt må der også gøres opmærksom på, at tilegnelsen af færdigheder og kundskaber øger selvtilliden og handlemulighederne og dermed friheden og frisindet. Her spiller fagligheden igen en vigtig rolle, idet den betyder frihed i tilegnelsesprocessen i modsætning til den ufrihed og snæverhed, som ligger i et hvilket som helst moralistisk projekt (jf. Den blå Betænkning fra 1958, som foruden at formidle faglighed også ville skabe ”lykkelige og gode mennesker”).

Dannelse indebærer endvidere forståelse og tilegnelse af begrebet frisind.

Frisindet insisterer på, at forskelle gælder og betyder noget, og at noget er bedre end andet. Der er med andre ord ikke blot objektive forskelle på f.eks. religioner og retsskikke. Der er også kvalitetsforskelle. Frisindet vil hævde en sandhed og må kende sit eget sted at tale fra og dernæst være opmærksom på at møde og anerkende eventuelle modstandere som modstandere og deres ret til at være det.

Vi kender alle det herostratisk berømte Grundtvig-citat: “Frihed for Loke såvel som for Thor” (Nordens Mythologie, 1832). Det betyder ikke åndelig neutralitet, men at guderne må give plads til noget andet end sig selv, og hvad de ikke bryder sig om at høre af kritik og endog spot. Guderne skal imidlertid ikke opgive deres egen verden og slippe Fenrisulven løs, fordi de har opgivet at tro på noget, eller lade flyde, hvad de opfatter som godt og ondt, og gøre frihed til ophævelse af alle modsætninger.

På et overordnet kulturelt niveau vil frisind udmønte sig i, at én kultur (hvor der er flere) og dens eliter vil påtage sig en definerende og ledende rolle, som vel at mærke giver frihed for Thor såvel som for Loke.

9. Religion og religionskritik

Dannelse er at kende sine kulturelle rødder, hvilket i vestlig sammenhæng også betyder at kende den kristne religion og dens udspring i græsk og jødisk tradition. I en nordeuropæisk sammenhæng er det desuden en væsentlig del af dannelsen at kende til reformationerne og deres betydning for religionskritikken og oplysningstidens idéer. Herunder udviklingen af det sekulære samfund og dets adskillelse af religion og politik.

Denne adskillelse kan tolkes ud fra Jesu ord om sondringen mellem Guds og kejserens rige (Lukas 20, 20-26), og finde sin inspiration i Augustins skelnen mellem Guds stad og verdens stad og derudover i Luthers regimentelære. Heri understreges det, at det verdslige og det åndelige regimente ikke bør sammenblandes. De åndelige anliggender er grundet i forholdet til Gud, som autoritativ instans, mens de verdslige og lovgivningsmæssige er relative og menneskeskabte og ikke kan begrundes i nogen form for absolut magt eller metafysisk guddommelig autoritet. Enhver kirkeordning og religiøs sammenslutning må uagtet religionsfriheden rette sig efter samfundets politisk vedtagne lovgivning og eksempelvis ikke støde an mod ”sædeligheden [i betydning: sædvane] eller den offentlige orden”. (Grundloven § 67)

Imidlertid skal man sammen med denne afgørende skelnen holde fast i den mulighed, at et menneske kan argumentere med religiøsiteten som en del af sin tænkning (det kan for eksempel føre til afstandtagen og direkte modstand mod en given lovgivning). Det er nemlig fundamentalt vigtigt både for den enkelte og for den offentlige samtale, at et menneske kan forholde sig til diverse spørgsmål med udgangspunkt i sin tro. Et samfund, der ikke anerkender denne form for argumentation, vil gradvist gøre ikke mindst kristendommen til et så skjult og perifert anliggende, at denne ikke længere kan siges at være en kilde til fælles dannelse i blandt os, hvad vi mener, den bør være som en del af den definerende og ledende kultur.

Den samme ret til at argumentere ud fra sin tro gælder naturligvis alle de tilstedeværende religioners tilhængere i samfundet.

At basere sit livs - og menneskesyn på den kristne tro – eller enhver anden religiøs tro - og at lade dette skinne igennem i den offentlige debat er således fuldt ud legitimt. At religion er en personlig sag betyder ikke, at religion blot er en privat sag. Religion er i høj grad også en fælles sag, og en væsentlig del af den praktiske religionsudøvelse i et samfund handler om at hele og genoprette brudte fællesskaber mellem mennesker.

Den kristne religion har i Vesten skabt betydelig sammenhængskraft og dannet grundlaget for en samfundsmoral og et menneskesyn, der i disse år er i stor fare for at forvitre. Centralt har stået respekten for det enkelte individ, som i en teknologisk og videnskabeligt fremskreden tidsalder nemt kommer under pres. Risikoen er, at der udvikler sig et decideret eksistentielt og etisk tomrum i blandt os. Og vi kan konstatere, at der endnu ikke har eksisteret samfund uden religion. Spørgsmålet er altid hvilken.

Religionskritikken har i hele den kristne kirkes historie været levende til stede i den kristne tænkning. Med reformationerne og senere med oplysningstiden blev religionskritikken, både den interne og eksterne, for alvor en del af den vestlige selvforståelse, der ligger til grund for vores samfundssyn. Derudover har religionskritikken haft en meget frugtbar betydning for moderne kristen teologi som en tænkning i konstant og reflekteret bevægelse. Sidst, men ikke mindst er religionskritik og ytringsfrihed som forbundne kar, der gensidigt betinger hinanden og medfører, at intet kan være sakrosankt og fritaget for kritik. Blasfemiparagraffen i dansk lovgivning er derfor et sidste levn fra en svunden tid, hvor kirken var en politisk magtfaktor, og den burde for længst have været afskaffet. Fremmede religioner, der etablerer sig i vesten, må naturligvis tåle at blive kritiseret på lige fod med kristendommen.

10. Kontinuitet og fornyelse

Dannelse er et samspil mellem kontinuitet og fornyelse og forudsætter at man kender sine historiske og kulturelle rødder.

Vi lever i et forandringssamfund, betinget af en teknologisk udvikling, der griber dybt forandrende ind i tilværelsen flere gange i en almindelig levetid. Det er meget anderledes end den verden, vi kommer fra, for man gjorde tingene på den måde, man altid havde gjort, netop fordi man altid havde gjort sådan.

Så meget mere er det i dag nødvendigt at gøre status ud fra historien. Nutidens dominerende værdier er historisk betingede, hvad enten vi ved om det eller ej. Ved vi om det, kan vi forholde os bevidst til det, ved vi ikke om det, sætter den historiske betingethed sig alligevel igennem bag om ryggen på os. Historien fortæller om det nyes forudsætninger, og om mange forestillingers grundlæggende forudsathed.

Man lader sig inspirere af sit samfund og de sider af dets historie, som man anser for vigtige, de dele af kulturen, som man mener, må bevares for eftertiden. Man kan lade sig bemyndige af historien. Historien drejer sig dybest set om kulturen og fællesskabet og fællesskabets betydning. Den handler om moralen og om meningen med at have rødder et sted. Et menneske er rodfæstet, når det får lov til at føle sig som aktivt medlem af et virkeligt fællesskab, der kan formidle kulturen og udgøre ”et skjold mod rædslen”, som religionssociologen Peter Berger skriver et sted.

”At kende sine rødder” er ikke bare en løsrevet erkendelse, selv om det er interessant nok i sig selv. Det er et svar på de dybeste spørgsmål om eksistens og tilhør, som rækker ud over de enkeltes egne, korte liv. Det handler om slægternes gang – om sammenhængen mellem de ufødte, levende og døde, med Edmund Burkes ord.

For at være rodfæstet i sit samfund og dets kultur, må man have sans for traditionens legitimitet. Man må tro på, at traditionen er vigtig, at den indgyder respekt som følge af de handlinger og intentioner, som den repræsenterer.

Det modsatte af et rodfæstet menneske er et historieløst menneske, illustreret ved den ”proletar”, som historikeren Arnold Toynbee i 1946 frygtede skulle blive fremtidens menneske: ”Proletarens sande kendemærke er hverken fattigdom eller ringe kår, men bevidstheden om at have mistet arveretten til den fædrene plads i samfundet og være uønsket i det fællesskab, som er hans retmæssige hjem. Denne subjektive proletarisering er ikke uforenelig med besiddelsen af materielle goder.”

Denne proletars armod er kulturel - åndelig, om man vil - ikke materiel. Materielt går det jo strygende.