Et par indledende ord om sang og dannelse

af Kirsten Sarauw

Da jeg var en lille pige troede jeg, at Paradisets Have lå ved Silkeborg, og vejen dertil var naturligvis fyldt med sang. Det hang sådan sammen: Min familie holdt efterårsferie på Skovridergården ved Silkeborg. En dejlig efterårsdag gik min far tur i skoven med min storesøster og mig, mens min mor tog sig af vores næsten nyfødte lillesøster.

Solen skinnede ned gennem det efterårsfarvede løvhang og kastede flimrende skygger på den lille skovsti, hvor vi gik. Og mens vi vandrede af sted lærte min far os at synge Ingemanns og Weyses morgensang: ” Gud ske tak og lov”. Tostemmigt. Det var første gang jeg oplevede, at man kunne synge hver sin melodi samtidigt, og gøre det sådan, at det klang sammen.  Det var betagende. Vi sang og sang og kunne slet ikke holde op igen.

Da skovstien mundede ud i en stor mark med lutter evighedsblomster, som skinnede som guld i efterårssolen, ja, så var saligheden fuldkommen. Især fordi vi fik lov til at plukke alle de blomster vi ville. Det ord evighedsblomst har jeg vel i min seksårige fantasi kombineret med Paradisets Have, som jeg vidste havde noget med ”evighed” at gøre og var det dejligste sted, man kunne tænke sig. Det er så smeltet sammen med ordene i ”Gud ske tak og lov”, den tostemmige sang og trygheden ved min fars store, varme hånd, som ind imellem gav min lille hånd et klem i takt med melodien.

Dette er min første bevidste oplevelse af det synge sammen, af samklang og harmoni som en forunderlig stor lykke. Som et paradis.

Forfatteren Jakob Knudsen fremsætter i et lille fint essay, som hedder ”Noget om at digte”, den tanke, at børns stærke, sansende måde at opleve verden på hænger sammen med, at barnet – indtil puberteten - først og fremmest oplever verden  gennem ”ernæringsdriften”.  Han siger:”Et barn forstår at iagttage, at sluge indtryk med øjne, næse, mund, øren, hænder; - i den alder er det jo som om man skulle æde hele verden, som om man aldrig kunne blive mæt. Og hvilket mægtigt indtryk gør ikke tingene; med hvilken hengivelse opfatter man ikke; med hvilken følelse for den levende sammenhæng!” Og videre siger han, at barnet også opfatter mennesker, lige nøjagtig sådan som de opfatter sig selv. Og mærker barnet, at en voksen værdsætter noget, ja, så gør barnet det også.

Det er derfor det er så indtagende for os voksne at være sammen med mindre børn. Tror jeg.

Min egen erfaring giver Jakob Knudsen ret. Men jeg tror også, det er en almen erfaring: At det, der gør dybest indtryk på os som børn og kan få livslang betydning, er, når voksne delagtiggør barnet i noget, som er af stor værdi for den voksne. Så bliver det også en værdi for barnet. Det er først og fremmest kærlighed til det, man er sammen om, som driver værket. Når det drejer sig om sang, så har den det forunderlige ved sig, at sangen taler direkte til hjertet, åbner ind til den hengivelse, som børn i særlig grad ejer. Den voksne og barnet smitter hinanden med den samme glæde.

I det samme essay har Jakob Knudsen i øvrigt kun knoppede ord til overs for det, han kalder den ”ufrie, eksamenstvungne børneskoles forbandelse”, som består i, at den ødelægger alt:”Religion, poesi, fædrelandskærlighed, kultur, kunst – i stedet for at indskrænke sig til det eneste, som den formår: at lære børnene læsning, skrivning og regning.”

Jakob Knudsen er født i 1858, hvor den almene skole virkelig kunne kaldes ”sort”. Selv voksede han op i højskolemiljøet og blev efter grundtvigsk skik undervist hjemme af sin far og mor. Det var fortællingen og ”det levende ord”, som stod i centrum.

Her står vi så midt i den strid om skolen og dannelsestænkningen, som har stået på lige til vore dag, og som jeg skal sige lidt mere om.

Når den såkaldte reformpædagogik, som amerikaneren John Dewey var hovedinspiratoren til, i løbet af det 20. århundrede kunne sejre så overvældende i det danske skolesystem, var det måske ikke mindst, fordi reformpædagogikkens elevcentrerede undervisning, der tog udgangspunkt i barnet og dets forudsætninger, talte til noget, som lignede træk i den pædagogik, som udgik fra den grundtvigske bevægelse. Dewey var i øvrigt jævnaldrende med Jakob Knudsen. Blot blev han næsten hundrede år i modsætning til Jakob Knudsen, som døde allerede i 1917.

I 1920ernes og 30ernes Danmark indgik John Deweys tanker om pædagogik i alliance med visse kulturradikale strømninger, som dels var inspireret af Karl Marx og den freudianske psykoanalyse, dels af Jean Jacque Rousseaus romantiske forestillinger om barnet som født godt og med evne til at danne sig selv, hvis det vel at mærke bliver holdt fri af kulturens altødelæggende indflydelse.  Dette er - meget kort fortalt - nogle af de ingredienser, som indgik i de skoletanker, som blev herskende efter 2. Verdenskrig.

De samme ingredienser  indgik også i ”ungdomsoprøret” i slutningen af 1960erne, hvor hele uddannelsessektoren kom til at stå for skud. De unge marxistiske himmelstormere drømte om et andet samfund, hvis forudsætning var skabelsen af ”et nyt menneske” befriet fra fortidens bindinger til de såkaldt ”borgerlige” dannelsesidealer, som foruden skadelige forestillinger først og fremmest skabte ulighed. Kundskabsdelen af skolens virksomhed blev nu nedtonet til fordel for samarbejde om ”projekter”  og ”demokratisk livsform” - også en arv fra John Dewey, og sidst, men ikke mindst skulle børn så tidligt som muligt lære at forholde sig kritisk til alt, derunder lærestoffet.

Hvis Jakob Knudsen har ret i, at børn indtil puberteten først og  fremmest er præget af ernæringsdriften og derfor møder verden med en glubende og altædende appetit og tillidsfuldt overtager det, de voksne selv værdsætter, så er indøvelse i kritik et alvorligt overgreb på det dyrebareste et barn ejer, nemlig hengivelsen og tilliden. Desuden kræver ægte kritik et udgangspunkt i solid faglig viden, som i virkeligheden først kan ske på universitetsniveau, men til nød - så småt - kan introduceres i de øverste skoleklasser.  Indøvelse i kritisk tænkning i barnealderen er og bliver det rene humbuk. Og bagtanken er naturligvis også muligheden for massiv politisk indoktrinering af vore børn.

Men tilbage til sangens skæbne. Med skolereformen i 1975 blev den obligatoriske morgensang afskaffet. Morgensang og sangundervisningen havde været en del af skolens hverdag siden 1815, hvilket betød, at alle børn og unge indtil da var gået ud af skolen med et naturligt forhold til det at synge sammen. Faget sang blev omdøbt til musik og var kun obligatorisk i de første 5-6 år. Siden da har det været mere eller mindre tilfældigt, hvilke børn, der fik et forhold til sang og kendskab til danske sange. Det blev i virkeligheden forbeholdt en særlig elite med klaver derhjemme, mens alle de børn, som ikke havde det privilegium, blev svigtet. Så meget for ligheden!

Det mærkelige er, at det blev under reformpædagogikkens fortegn, at et musisk fag som sang stort set blev afskaffet. For reformpædagogikken var om noget optaget af børns kreativitet. Men den kreativitet, der var tale om, handlede mere om barnets egen udfoldelse, noget der skulle komme spontant indefra, fremfor noget, barnet skulle ”dannes” ind i. Betegnende nok blev musiklokalerne nu fyldt med slagtøj og guitarer, så børn rigtig kunne udfolde sig frit og kreativt. Den rytmiske musik blev næsten enerådende – også i musikskolerne, som blev oprettet i 70erne, mens kendskabet til den klassiske musiktradition blev forsømt.

Det ene skulle jo slet  ikke udelukke det andet. Den rytmiske musik har i høj grad sin berettigelse og er kommet for at blive. Men den kom altså  til at dominere på bekostning af noget af det dyrebareste vores europæiske kultur har skabt. Igen blev det forbeholdt de få børn fra hjem med klaver at få et forhold til klassisk musik. Og resultatet er blevet at fødekæden til vore konservatorier er brudt. Ved konkurrencer til vore klassiske symfoniorkestre har danske musikere svært ved at konkurrere sig ind.

Det er rigtigt, at udøvelse af klassisk musik kræver øvelse. Lang tids slid og slæb. Det gør i øvrigt tilegnelse af alle slags kundskaber og færdigheder. Man skal øve sig. Gentage og gentage og klø på. Og lige just det der med at øve sig var ikke en del af den nye pædagogik. Her skulle ene lyst og leg drive værket. Det er en stor skam, for børn elsker at lære at mestre noget. Men det kræver en voksen, der rækker en varm støttende hånd, opmuntrer og gør det klart, at øvelse og flid har sin store belønning i det lange løb.

Det var egentlig  heller ikke selve det at synge, der var 68erne imod, for der blev forfattet mange, lange nye sange – især med politisk indhold, som børnene hellere skulle synge end den danske sangskat. For de venstreorienterede ”kulturbefriere” repræsenterede denne sangskat en ”elitær” europæisk-dansk musiktradition og et livssyn, som handlede om alt det, de kun havde foragt tilovers for og ville bekæmpe: Kærlighed til det nationale, til hjemstavnen og dens natur, kendskab til den historiske arv, forståelse for vore forfædres livskamp og ikke mindst kærlighed til det danske sprog.

Og så var der jo de kristne salmer, som de marxistiske ateister helst så ekspederet helt ud af skolerne under henvisning til religionsfriheden og den sekulære stat, senere suppleret med den multikulturelle ideologi.

En sådan massakre på kulturarven var aldrig den grundtvigske bevægelses mening.

Jakob Knudsen takker et andet sted sine forældre for, at de talte til ham om” Religion, Poesi, Fædreland, Kultur, Kunst saaledes som levende mennesker taler om livet.” Det er for Jakob Knudsen stadigvæk indholdet det drejer sig om. Men det skal formidles ”som levende mennesker taler om livet”.

Når Rønshovedgruppen har sat sig som mål at få dannelsestænkningen tilbage på dagsordenen i vores uddannelsessystem, så handler det ikke om, at vi ønsker den sorte skole med dens golde fag-terperi tilbage, men det handler om, at reformpædagogikken efterhånden er udartet til en ren karrikatur, hvor pædagogikken er indholdet – og det, der skal formidles, nemlig kundskaber og dannelse af underordnet betydning, hvis ikke ligefrem skadeligt. John Dewey ville sådan set gerne tale om dannelse, blot at dannelsen, ligesom kreativiteten, skulle ske indefra barnet selv. Og det er så netop her vandene skiller. For den grundtvigske bevægelse var ”menneske” trods alt ikke noget, vi automatisk fødes som, men noget, vi dannes til ved langsomt - og tilpasset alderen  - at indføres i kulturens byggestene.

Når det ikke helt lykkedes de gamle 68erne og deres efterkommere at få udryddet vores danske sangtradition, så skyldes det dels de mange frivillige kor, som det vrimler med i Danmark, og det skyldes efterskoler, højskoler og folkekirken ikke at forglemme, som endnu har bevaret en levende tradition for at synge sammen. Og så skyldes det i de senere år fremtrædende private ildsjæle, der utrætteligt har arbejdet for at give den hensygnende fællessang et løft og få morgensangen tilbage på vores skoler. Vi har tre af disse ildsjæle tilstede her i salen i dag, som om lidt vil få ordet.

Vi vil med dette møde støtte op om den bevægelse, som allerede er i fuld gang rundt om i Danmark, for at få sangen tilbage i vores skoler, så nye generationer også kan få glæde af den skat, vi ejer. For hvad nytter det, at vi har en dyrebar skat, når den er gravet ned?

Hovedstammen i den danske sangskat er – som der står i vores program - Salmebogen og Højskolesangbogen, som er enestående samlinger af stor dansk digtning. Men også melodierne er af høj kvalitet, som ikke mindst de fire komponister: Carl Nielsen, Thomas Laub, Oluf Ring og Thorvald Aagaard har sat standarten for, da de i fællesskab udgav Folkehøjskolens Melodibogs første udgave i 1922, knap 30 år efter at Højskolesangbogens digtsamling udkom første gang. Hvis man slår op i Højskolesangbogens komponistfortegnelse, så vil man se, at disse fire komponister stadigvæk står med flest bidrag.

Udgivelsen var et ægte dannelsesprojekt, hvis drivkræfter  var Thomas Laub og Carl Nielsen, som tidligere havde samarbejdet om melodier til dansk lyrik. De to ville  demokratisere lyrikken og gøre den alment tilgængelig ved enkle sangbare melodier, som skulle fornemmes som om man ”altid havde kendt dem”. Noget vi altid har kendt, er måske noget der er blevet sunget ind så tidligt i barndommen, at vi næppe husker det. Måske en sprogtone. Mors stemme. Noget enkelt, som hjertet umiddelbart knytter an til. Det var et princip, som de havde overtaget fra den tyske oplysningsmand og komponist fra det 18. århundrede, Johan Abraham Peter Schulz, som en overgang opholdt sig i København som kapelmester for  Det Kgl. Kapel, og som blev lærermester for komponisten Christoph Ernst Friedrich Weyse. Weyse satte sidenhen melodier til B.S. Ingemanns morgen- og aftensange, som måske er hjertet i hele sangskatten.

Det skal vi nu alt sammen høre mere om hele eftermiddagen, samt opleve alle de dejlige ting, som sangen kan gøre ved os alle, børn som voksne. Tre af Danmarks  fornemste sangskattekendere vil tage os ved hånden og dele deres indsigter med os til inspiration og videreformidling.

Hjertelig velkommen til Michael Bojesen, Inge Marstal og Mads Bille og tak, fordi I ville gøre os den ære og glæde at komme, og hjertelig velkommen alle sammen og  god fornøjelse