Vinter/Forårsskolen 2020

Du har nok allerede læst om de mange fag, vi udbyder i foråret 2020. Fagene fylder meget i dagligdagen, men et højskoleophold er meget mere, og i det følgende kan du læse om nogle af andre arrangementer, som du kan glæde dig til i de kommende måneder.

Dannelsesrejser til Athen og i hjertet af Europa

I slutningen af februar skal vi på studietur til den græske hovedstad Athen. En tur til Europas kulturelle vugge men også en tur til et land med særlige udfordringer. Glæd dig!

- Se mere under Dannelsesrejser

I maj skal vi på en særlig dannelsesrejse og opleve foråret i Europa. Vi skal på opdagelsesrejse og besøge grænselandet mellem Tyskland, Belgien og Holland, et Europa, der genopstod efter den mørke middelalder. Området rummer utrolig meget europæisk historie og kultur fra Romerriget til EU.
Vi besøger de tre spændende og meget forskellige byer i hvert land med hvert sit sprog: Liège i Belgien, Maastricht i Holland og Aachen, den tysk-romerske kejserby.

- Se mere under Dannelsesrejser

Folkemødet på Bornholm

I juni 2020 løber Folkemødet, for sjette år i træk, af stablen på Bornholm og Rønshoved Højskole er med!
Folkemødet er fire dage, hvor danskerne kan mødes med deres politikere under afslappede former og i smukke rammer, nemlig i Allinge på Bornholm. I fire dage har høj og lav direkte adgang til indflydelsesrige magthavere fra alle grene af det politiske liv, provokerende meningsdannere, et væld af institutioner, organisationer og måske vigtigst af alt, hinanden.
Folkemødet er en hyldest til det folkestyre, som landets højskoler hver dag søger at begrunde og praktisere, så vi er selvsagt stærkt repræsenteret på Bornholm. Her fra Rønshoved Højskole bidrager vi med både debatarrangement, morgensang og ikke mindst alle de indspark, indsigelser og indlæg som du og dine højskolekammerater måtte have på hjerte!

Folkemødet finder sted i uge 24. Prisen er inkluderet i højskoleopholdet.

Særlige aktiviteter

Hver torsdag har vi kulturaften, hvor  vores elever skiftes til at holde et lille oplæg eller foredrag, om et emne, som vedkommende gerne vil dele med de andre.
Om fredagen har vi "Fredagstimen", hvor alle eleverne mødes til et kort foredrag, en debat, en omgang høvdingebold eller for at diskutere ugens emner over en enkelt øl.

Alt i alt bliver det altså på alle måder et begivenhedsrigt forår, hvor du vil møde engagerede foredragsholdere, politikere, kunstnere, undervisere, men først og fremmest møde nye venner og få uforglemmelige oplevelser.
Efter de mange aktiviteter har du måske brug for at kunne trække dig lidt tilbage. Derfor skal du ikke betale ekstra for at få et enkeltværelse. Denne luksus får du helt gratis på Rønshoved.

Udflugter nord og syd for grænsen

Vi har, udover dannelsesrejserne, en del mindre ture som indgår som en naturlig del af dit ophold hos os i grænselandet. De har alle tilfælles, at de fortæller os noget om de rødder vi har i vores historie og kultur.

Ret til ændringer forbeholdes