05. jul. 2020 - 11. jul. 2020

Maritime cykelture

Udsolgt
I Genforeningens tegn

Det var den lykkeligste begivenhed i mands minde, da Sønderjylland eller rettere Nordslesvig kom hjem i 1920. I denne uge vil vi besøge de historiske steder, hvor Genforeningsfestlighederne i 1920 foregik. Vi vil begynde på sønderjydernes samlingssted, Skamlingsbanken og køre ned til Frederikshøj, hvor kong Christian 10. red over den gamle kongeågrænse på sin hvide hest. Vi vil tage til Dybbøl, hvor kongen dagen efter deltog i den store Genforeningsfest, og dagen derpå vil vi ligesom kongen i sin tid tage til Møgeltønder med Schackenborg. Det er en smuk cykeltur under Tøndermarskens enorme himmelkuppel. Vi besøger også den historiske valfartskirke i Kliplev, inden ugen afsluttes med en flot cykeltur fra kongefamiliens stamslot i Lyksborg til højskolen, hvor vi undervejs kommer gennem den gamle danske by, Flensborg, som mange kæmpede forgæves, men intenst for skulle blive dansk i 1920. En uge med masser af historie, frisk luft og naturskønne oplevelser venter os.

Foredrag

  • Om den flensborgske maler Käte Lassen – især kendt for de store mosaikvinduer i Marie Kirken i Flensborg.
  • Om Genforeningens kvindeskikkelser – der satte præg på 1920.
  • Musikforedrag – symfoniorkestrets udvikling fra Mozart til Mahler.
  • Morgensamlinger, flaghejsning og fællessang fra højskolesangbogen.

Cykelturene

  • I den gamle konges fodspor, ca. 25km.
  • Historisk vingesus over Genforeningsfesten på Dybbøl Banke, ca. 45km.
  • Tøndermarsken under den høje store himmel Verdens Naturarv, UNESCO, ca. 35km.
  • Cykeltur til den gamle valfartskirke i Kliplev, ca. 25km.
  • Langs Flensborg Fjord – Fra Lyksborg over Flensborg og tilbage til højskolen, ca. 30km.


Download program