Forstanderens højskoletanker

For Grundtvig var det magtpålæggende at fokusere både på livsglæden og livsdueligheden - alt sammen forudsætninger for frimodigheden og frisindet. 

Livsglæden er det, vi lever på, uanset hvad vi foretager os. Intet menneske kan  leve et frodigt liv alene på faglige kompetencer. Det er ikke tilstrækkeligt at være en faglig dygtig ingeniør, humanist eller journalist. Et menneske, uagtet hvor dygtigt det er, forfalder således let til snæversyn eller som Grundtvig kalder: dødbideri uden livsglæden.

Vi vil derfor på højskolen gøre alt for at fremme livsglæden gennem sang, musik og litteratur og i mødet med andre mennesker. 

Alt det lyder jo ganske romantisk, da vi jo ikke kan leve af glæde og ånd alene, vil du indvende. Og det har du ret i. Derfor må livsglæden altid udfolde sig i det almindelige hverdagsliv, hvor der også fordres kompetencer og faglighed. Et livsdueligt liv, hvor man skal dygtiggøre sig og gøre sig umage. Derfor havde højskolerne fra første færd to ben at gå på. Et ben, hvor man fokuserede på åndens virke og et andet på det praktiske liv i bred forstand. Den tradition viderefører vi på Rønshoved. For os udspiller glæden sig i et samspil mellem det tænksomme, kunsten, idrætten og i hverdagslivets mangfoldighed. Det kan lyde højtravende, men det er kun, fordi ordet ånd et blevet lidt gammeldags og uforståeligt for moderne mennesker. 

Ved ånd forstår vi blot, at vi forholder os til os selv og vore medmennesker. Vi reflekterer så at sige på vores gøren og laden.

Det moderne liv har skabt et forrygende teknisk fremskridt, der har gjort livet lettere på mange måder. Vi begræder derfor hverken velfærdssamfundet eller det moderne. Meget er blevet langt bedre socialt og økonomisk siden 2. Verdenskrig. Men uanset hvor meget fremskridtet i teknisk henseende har hjulpet os, så har det ikke svaret på, hvordan vi skal leve vores liv.

TV’et, samtalekøkkenet og din Citroën C5 gør det ikke alene. Livsglæden skal næres ligesom kærligheden. Den er ikke givet, men kræver en indsats. Livsmodet skal opdages og det kræver, at vi giver os tid til også at være langmodige.

Vi synes, at uddannelsessystemet er blevet åndsforladt. Her er ikke megen plads til at opdage sig selv og sit fag. Derfor er uddannelserne netop blevet ånds-forladte. Uddannelserne handler i stedet mere og mere om at lære noget snævert og operationelt. 

"Vær operativ eller forsvind" har den franske filosof Lyotard sagt om det moderne. 

Og det er et meget sigende udtryk for tiden. Vi er nemlig på mange måder blevet dummere på livet, til trods for en forrygende teknisk udvikling. Vi vil på Rønshoved Højskole udfordre denne udvikling uden at fornægte de tekniske fremskridt.

Vi vil udfordre dig åndeligt, fagligt, kunstnerisk og socialt. Alle aspekter er lige vigtige. Højskolerne er derfor ikke noget usamtidigt og gammeldags, men er en del af svaret på den fremmedgørelse, som hersker i uddannelsessystemerne og i det vestlige samfund. 

Grundtvig var en usædvanlig personlighed og blev betragtet som sådan af sin samtid.  Kierkegaard kaldte ham livets abra-cadabra, og det var ikke pænt ment. Men på en snæver måde havde Kierkegaard ret. Grundtvig var mageløs og derfor vanskelig at omgås og forstå for stringente moderne mennesker som Kierkegaard. Man kan derfor godt betegne Grundtvig som livets abra-cadabra. Ja, som et fortryllende kunstnerisk menneske, som ikke kunne sættes på formel som spidsborger, æstetiker eller etiker. 

Grundtvig var nemlig det alt sammen på een gang. Grundtvig så altid det enkelte menneske igennem fællesskabet, hvor Kierkegaard så mennesket gennem hin enkelte. Det er i fællesskabet, at vi blev individuelle og unikke mennesker ifølge Grundtvig. Et fællesskab, som ikke insisterede på lighed, men forskellighed.