Studievejledning

Er du droppet ud af din uddannelse? Eller er du stoppet med skolen? Og skal du finde ud af, hvad du skal med din fremtid? Så er det en god idé at tage på højskole. Gennem et højskoleophold på Rønshoved Højskole kan du komme langt væk fra eksamenslæsning, stress og deadlines.

Udover muligheden for at fordybe sig fagligt og samtidig få fornyet energi til de fortsatte universitetsstudier tilbyder vi også studerende at få supplerende studievejledning undervejs i højskoleopholdet. I et læringsmiljø som vores møder du din "studievejleder" i spisesalen, i foyeren, til undervisning, i pejsestuen om aftenen eller måske til morgensamlingen hver morgen. I kommer derfor til at se en del til hinanden udover de måske ugentlige samtaler med studievejledning.

Vi har gennem mange år erfaringer med studerende, der har overvejet at droppe ud af universitetet, men som gennem et opbyggeligt højskoleophold kunne vende tilbage til studierne med fornyet lyst og energi. Højskolen byder derfor på et udfordrende læringsmiljø med høj faglighed, engagerede lærere og livlig debatkultur. Et højskoleophold, hvor du også får supplerende studievejledning igennem hele dit ophold, så du hele tiden er på rette spor.