Dannelsesrejser

Uanset, om du bliver elev på forårs- eller efterårsskolen, er der altid spændende dannelsesture på programmet. 

Athen 
Athen ligger lige der, hvor fremmed og velkendt mødes. Hvis Grækenland rummer essensen af det at være europæer, med videnskab, litteratur, filosofi, mytologi og demokrati, ja, så rummer Athen essensen af Grækenland. Her løber fortid sammen med nutid og kvalificerer måske derved netop vores spørgsmål om fremtiden?

Frankrigs præsident Giscard d´Estaing sagde, at et Europa uden Grækenland svarer til et barn uden fødselsattest, ikke desto mindre har landets bundløse gældskrise og medfølgende sociale og politiske tumult fået flere til at spørge sig selv, om Grækenland har en fremtid i EU? Grækerne selv har traditionelt ikke set sig entydigt som europæere, men snarere som et mellemøstligt folk. Når Rønshoved Højskole derfor tager på rejse til Athen bliver det for at møde det velkendte i det fremmede og se det fremmede i det velkendte. Og opleve fascinationen ved begge dele! I Athens vrimmel af mennesker og steder mellem fjern fortid og ukendt fremtid vil vi spørge, hvor vi europæere kommer fra, og hvor vi bevæger os hen.
Turen ligger i uge 8. Prisen er 3.500 kr.

Det glemte Europa
Vi skal på opdagelsesrejse og besøge tre kernelande i Europa. Det var i grænselandet mellem Tyskland, Belgien og Holland, at Europa genopstod efter den mørke middelalder. Området rummer utrolig meget europæisk historie og kultur fra Romerriget til EU. Vi skal besøge tre spændende og meget forskellige byer i hvert land med hvert sit sprog: Liège i Belgien, Maastricht i Holland og Aachen i Tyskland. 

Vi bor i det frankiske imperiums hovedstad, Aachen, med Karl den Stores smukke byzantiske katedral og de varme kilder, som byen er så kendt for. Fra denne hyggelige tyske studenterby drager vi ud på opdagelse i hjertet af Vesteuropa.
Vi skal blandt andet gå igennem tre lande på 5 min. og vandre i labyrinten, hvor Holland, Belgien og Tyskland mødes. Vi skal også besøge en amerikansk soldaterkirkegård fra Anden Verdenskrig og høre om områdets dramatiske historie.
I den fransktalende del af Belgien, ligger Valloniens kulturelle hovedstad, Liège, som er en spændende by med mange historier. Belgien er kendt for sine fantastiske øl, belgiske vafler, pommes fritter og chokolader. Liège er en studenterby med hyggelige gader og pladser. I den smukke hollandske middelalderby Maastricht skal vi opleve den hyggelig hollandske atmosfære og besøge 'romerske katakomber'. I Maastricht, der ligger smukt ned til floden Maas, blev EU grundlagt.
På turen viser højskolelærer Hans-Tyge Haarløv rundt. Han har boet og studeret i dette grænseområde og vil føre os rundt til en masse spændende gemte og glemte steder.
Turen ligger i uge 21. Pris: 3500kr.

Berlin - en rejse gennem det 20. århundredets historie
Tysklands hovedstad Berlin har på kun 20 år udviklet sig til en af de mest spændende metropoler i verden, som mange danskere allerede har besøgt. Men de færreste kender Berlin så godt som os. Vi vil også vise 'Det ukendte Berlin' - det Berlin, som turisterne ikke ser. Efter murens fald i 1989 er der kommet gang i byggeriet, og i dag kan man opleve spændende, ny arkitektur side om side med gamle pragtbygninger. Der bor over tre millioner mennesker i Berlin, og vi vil - typisk om efteråret - dykke ned i Berlins og Tysklands spændende historie, udforske Berlins trendy natteliv - og mon ikke der også bliver tid til en Berlinerspecialitet: currywurst med pommes frites.
Studieturen til Berlin ligger i oktober måned. Pris: 3500kr.

Dannelsesrejserne er obligatoriske.
Ret til ændringer forbeholdes