Om elevforeningen

Selvom du nok ønsker at dit højskoleophold varer evigt, så kommer den dag, hvor du må vinke farvel til Rønshoved.

Men du behøver ikke at klippe navlestrengen til højskolen helt over. Vi har en meget aktiv elevforening, som består af tidligere elever. Nogle af dem har været elever på det seneste hold, andre måske for over 60 år siden. Alle har dog én ting til fælles: en hel masse fantastiske oplevelser, fra det, de fleste karakteriserer som deres livs bedste tid. Så ved at blive medlem af Rønshoved Højskoles elevforening, får du mere end bare et stort netværk, du mærker også, at du bliver en del af noget meget større.

Elevforeningen arrangerer to store, årlige gensynsfester: Den store weekend for tidligere elever, der finder sted i slutningen af oktober og er for alle tidligere elever - og den populære volley- og yogaweekend i marts måned. Den henvender sig især til de yngre årgange.
 
Disse møder er en fantastisk mulighed for at komme i kontakt med dine gamle holdkammerater, folk fra andre årgange, og ellers bare være tilbage på 'stedet'.

Udover at fungere som dit bindeled til tiden på Rønshoved Højskole, har elevforeningen også et andet vigtigt formål. Unge mennesker på højskolens lange kurser kan nemlig søge elevforeningen om støtte til deres højskoleophold. Det er unge, der uden elevforeningens hjælp, ikke ville have mulighed for at komme på højskole, og få de samme unikke oplevelser og nære relationer, som du har haft. Du støtter elevforeningen ikke blot gennem dit medlemskab, men også når du deltager i de årlige gensynsfester. Elevforeningen sælger nemlig øl, vin og vand, og her går overskuddet ligeledes til elevstøtte - så når du nyder en kølig Fuglsang eller drikker et glas af højskolens rødvin støtter du et rigtig godt formål.

I spidsen for elevforeningen står en bestyrelse, der er sammensat af tidligere elever, som bliver valgt ved den årlige generalforsamling. Elevforeningens bestyrelse sender derudover to repræsentanter til højskolens hovedbestyrelse. På den måde har du, som tidligere elev, direkte mulighed for at påvirke højskolen og videreudvikle den til fremtidige generationer. Det er det, vi forstår ved aktivt elevdemokrati.

Den sidste weekend i oktober holder elevforeningen det årlige elevtræf. Her fejres jubilarerne, og den årlige generalforsamling finder sted.

Hvis du gerne vil være medlem af elevforeningen eller vil komme i kontakt med elevforeningens forkvinde Christine Berntsen (elev fra holdet 2012) så skriv til hende på elevforeningen@ronshoved.dk

Kontingentet for et års medlemsskab er pr. person pt. 175,-kr. (perioden går fra juli til juni). Så tilmeld dig, hvis du ikke allerede er medlem!

Du kan melde dig ind i Elevforeningen eller forlænge dit medlemsskab ved at klikke her »