fart på Rønshoved
Højskolevej 4 · 6340 Kruså · Tlf. 74 60 83 18 ·

Sommerkurser i dansk sprog og kultur

Vi har på højskolen fire meget kompetente undervisere, som alle har stor erfaring med at undervise i dansk for udlændinge.

Forstander, Nina Kjærhus, har læst Dansk ved Aalborg Universitet. Hun har i mere end 25 år undervist i dansk for udlændinge og har desuden været forstander på Slagelse sprogskole i en årrække, inden hun i 2001 kom til Rønshoved.

Højskolelærer Jimmi Ekløv er uddannet journalist i Sverige, tidligere nyhedsredaktør for Svensk TV4 og har desuden læst Teologi ved Københavns Universitet. Han underviser til daglig vores egne udenlandske elever i efterårs- og forårssemestrene i dansk og har desuden undervist på en privat sprogskole i Polen.

Højskolelærer Kenneth Ravn har læst Musik og Kommunikation ved Aalborg Universitet og underviser også vore udenlandske elever i dansk i efterårs- og forårssemestrene. Før han kom til Rønshoved Højskole underviste han tjekkere i dansk på en international skole i Prag.

Til sommerskolekurset 2012 har skolen endvidere fået tilknyttet Randi Marie Sneskov, som er tidligere dansk lektor ved Karls Universitetet i Prag. 


Foruden dansk har vi på Højskolen stærke sproglige kompetencer i tysk, svensk, fransk, polsk og tjekkisk, ligesom alle lærere underviser i engelsk i de internationale fag på skolen. Ja, faktisk udbyder vi også de klassiske sprog latin, græsk og hebraisk.

Vi ønsker at optage maksimalt 35 elever, fordi vi efterstræber et sprogophold af høj kvalitet for den enkelte elev. Eleverne vil blive delt i grupper a ca. 10-12 på hvert hold.

Vi optager begyndere, let øvede og øvede studerende. Eleverne kan forvente et meget kulturelt spækkede program med foredrag og studieture i regionen.


Eleverne lader sig selv placere i forhold til CEFR-skemaet, og sammenholdt med en test og en samtale indplacerer vi eleverne på de rette niveauer.

Eleverne får kost og logi på højskole. Da elever og lærere bor på højskolen bliver der også god tid til socialt samvær. Eleverne kan frit benytte alle skolens faciliteter og fx arrangere havkajak, cykelture, bålaftener, lektiecafeer, fodboldkampe, volleyturneringer og meget andet.

Skolens bar åbner i weekenden, og er der godt vejr, har eleverne mulighed for at bade i fjorden ved skolens egen strand.

Der vil i løbet af de tre uger endvidere blive afholdt en række lektiecafeer, hvor eleverne kan få hjælp til deres lektier og hjælpe hinanden med det danske sprog.


Læs også...